
Af Knud Abildtrup
Landdistrikternes Fællesråd kunne grundlæggende tænke sig, at flere end de i første omgang udpegede 29 kommuner med i den nye differentierede planlov. Dansk Byplanlaboratorium savner i det hele taget grundlag for at lave om på det hele, mens KL i sit høringssvar bl.a. lægger vægt på, at der først og fremmest bør være gennemsigtighed i principperne for udvælgelsen.
Det hedder bl.a., at 'KL undrer sig over, at ( ... ) det i lovforslaget ikke fremgår eksplicit, hvad det er, der er udvælgelseskriteriet og dermed, hvorfor det netop er de nævnte 29 kommuner, der er omfattet. Erhvervsudvikling, detailhandel og bosætning er nogle parametre, som kommunerne til en vis grad konkurrerer på. Derfor bør det være tydeligt og gennemsigtigt, hvorfor nogle kommuner skal have nogle muligheder, som andre ikke får.'
KL lægger også en vis dæmper på regeringens begejstring for, hvad lovforslaget vil være i stand til:
'KL opfatter udkastet til lovforslaget og det samlede initiativ 'Danmark i balance i en global verden' som et klart udtryk for, at regeringen vil række en hjælpende hånd ud til yderkommunerne, og at der er blevet lyttet til de yderkommuner, som har efterspurgt en mere differentieret planlov. KL kan dog ikke umiddelbart genkende, at yderkommunerne under ét oplever planloven som en barriere og har et stærkt ønske om en differentieret planlov, som det omtales i "Danmark i balance i en global verden.'
Faktisk står der i høringssvaret direkte, at det er 'KL's vurdering, at generelt bedre rammebetingelser i form af infrastruktur, kollektiv trafik, uddannelsesmuligheder og jobs vil have langt større effekt end den foreslåede ændring af planloven.'
KL vurderer det dog som positivt, at miljøministeren er villig til at løsne og smidiggøre dele af den meget stramme planlægningsmæssige regulering i yderområderne, når det fx gælder detailhandlen, og i højere grad lade det være op til kommunerne selv at afgøre, hvad det planlægningsmæssigt er mest hensigtsmæssigt et bestemt sted.
Det er dog beklageligt, at dette princip ikke i fuld udstrækning gør sig gældende, når det kommer til det nye initiativ ift. boliger og erhverv i landzonen og planlægning i kystnærhedszonen. Her forstår KL det modsat sådan, at kommunerne til en vis grad mister planlægningsmæssig indflydelse og mulighed for selv at styre den lokale udvikling - i hvert fald, hvis den endelige lov formuleres som forslaget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.