
Af Knud Abildtrup
Regeringen har sendt et lovforslag til ændring af planloven i høring. Et forslag, der vil gøre det lettere for en række yderkommuner at få opført nye boliger og butikker uden for bymidter, at give virksomheder i tidligere landbrugsbygninger større muligheder for at udvide og at planlægge i kystnærhedszonen.
Dansk Byplanlaboratorium - med formand Maj Green og direktør Ellen Højgaard Jensen som underskrivere - kalder det i sit høringssvar velkomment og nødvendigt at se på 'yderområderne, der kæmper med mange udfordringer så som tomme og nedslidte boliger, vigende befolkningsunderlag, der skaber ineffektiv offentlig service, faldefærdige produktionsbygninger og voksende ulighed i forhold til landets vækstområder.
Dansk Byplanlaboratorium tror dog ikke, at svarene skal findes i justeringer af planloven, men er overbeviste om, at en bevidst og målrettet planlægning er en del af svaret.
Høringssvaret gør bl.a. gældende, at hvis der fremover først skal planlægges for at forhindre byggeri i stedet for at tillade byggeri, kan manglende udmelding og styring fra kommunal side betyde, at investorerne bliver usikre på, hvor der vil være udvikling i fremtiden. Det gælder både for potentielle tilflyttere i form af husstande og i form af virksomheder. Fortsat usikkerhed om disse små bysamfunds fremtid kan i sidste instans få dem til at søge væk fra udkantskommunerne, hvilket er stik imod lovforslagets intentioner.
Gør det lettere i afgrænsede landsbyer
Byplanlaboratoriet foreslår, at man i stedet for at fratage kommunerne vigtige redskaber i stedet øger incitamentet til at foretage en positiv planlægning på feltet. Det er vigtigt, at kommunerne har en entydig lovgivning, der gør det muligt for dem at udvælge, hvilke landsbyer, der skal have tilvækst i fremtiden.
Helt konkret foreslår Byplanlaboratoriet, at man fritager grundejerne fra kravet om en landzonetilladelse inden for afgrænsede landsbyer. Hvis man på denne måde giver landsbyerne samme status som byzonen vil det betyde en reel administrativ lettelse for kommunerne, samtidig med at kommunernes planlægning fortsat prioriteres.
Kommunerne har nemlig - som reglerne er i dag - gode muligheder for at planlægge for boliger i landsbyerne - og det gælder både i de landsbyer, der ligger i landzone og de der ligger i byzone. Loven forhindrer ikke nye boliger i landsbyer, hvis de er i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens ønsker.
Planlægning i kystnærhedszonen
Byplanlaboratoriet stiller sig lidt undrende over for denne del af forslaget, da det allerede i dag er muligt at planlægge i kystnærhedszonen. Det kræver blot en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for placering af et anlæg eller ny byzone i kystnærhedszonen. Ændringen går på, at det nu kun er en planlægningsmæssig begrundelse.
Byplanlaboratoriet savner begrundelse for at fratage kommunerne kompetence til at planlægge langsigtet på området og at flytte det til skiftende ministres bord, men finder den nuværende lovgivning rigtig god. Der er ikke tale om en forbudszone, men netop en planlægningszone.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.