
ROSKILDE: KL har på vegne af Roskilde Kommune tabt en sag om, hvorvidt en lærer, der blev sygemeldt under sin barsel, skulle have løn under sin sygemelding eller nøjes med dagpenge.
Sagen kom for en faglig voldgift, og da parterne ikke kunne opnå enighed her, fik en opmand til opgave at afsige en kendelse. Kendelsen er nu faldet ud til fordel for Forhandlingsfællesskabet, der havde rejst sagen på vegne af læreren.
Sagen omhandler en kvinde, som den 1. december 2021 blevet ansat som lærer i Roskilde Kommune. Fire en halv måned senere gik hun på graviditetsorlov, men fem måneder efter fødslen blev hun imidlertid sygemeldt af sin læge, som vurderede, at hun var for syg til at passe sit barn. I stedet tog faren barselsorlov.
Barselsvejledning fra KL
Kvindens fagforening har ment, at da overenskomsten giver ret til løn under sygdom, skulle hun have løn under sin sygemelding. Den henviste blandt andet til KL's egen barselsvejledning fra 2008, og at der siden 2008 har været enighed mellem parterne om, at man har ret til at sygemelde sig med løn, hvis man under sin barsel er for syg til at kunne passe sit barn.
KL har derimod anført, at vejledningen fra 2008 bygger på en misforståelse af reglerne og derfor ikke kan binde hverken KL eller kommunerne. Vejledningen følger hverken barselsloven eller funktionærloven og har heller aldrig været drøftet i Kommunernes Lønningsnævn, som skal godkende bestemmelser om løn- og ansættelsesforhold, påpeger KL.
"Det må også tages i betragtning, at vejledningen omfatter et meget stort antal medarbejdere på det kommunale område, og at en retstilstand som hævdet af klager derfor har vidtrækkende konsekvenser," har KL anført i sagen.
12 års praksis
Opmanden mener imidlertid, at vejledningen er blevet fulgt siden 2008 - formentlig også før - og indtil 2021.
I 2021 lavede de to parter i fællesskab en ny vejledning om barsel, men på grund af uenighed er spørgsmålet om løn under sygdom ikke beskrevet.
Det forudgående forløb betyder imidlertid, at der foreligger en praksis, som er fulgt og accepteret af KL og kommunerne i mere end 12 år, fastslår opmanden.
"Denne langvarige praksis må herefter anses for at være blevet en del af parternes aftale om ansatte på barsel," hedder det i kendelsen, som konkluderer, at læreren skal have løn for perioden.
Hendes sygemelding blev i øvrigt senere forlænget, og hun var fortsat sygemeldt, da hun i november 2023 blev opsagt med fratræden ved udgangen af marts i år.
Opmandens kendelse kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.