
Om en kommune på den københavnske vestegn bevidst blev ført bag lyset af en midaldrende kvinde, der er en i offentligheden kendt aktivist, eller om hun blot havde rod i sine regnskaber, skal Retten i Glostrup tage stilling til.
Kvinden er fredag mødt frem for at forsvare sig mod den anklage for socialt bedrageri, som anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har rejst mod hende, og som anklagerfuldmægtig Oliver Hjeresen fremfører ved dagens retsmøde.
Kvinden, som gennem årene blandt andet har optrådt i debatter og arrangeret demonstrationer, nægter sig skyldig, meddelelser hendes forsvarsadvokat, Kaveeh Piroz allerede fra retsmødets begyndelse.
- Sagen er lidt mere nuanceret end det, som anklageren præsenterer for retten. Som retten vil se, så er der ikke foretaget særlig meget efterforskning fra politiet. Det er en sag, som er blevet serveret af kommunen, lyder det indledningsvist fra advokaten.
Han henviser til, at både den pågældende kommune og Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at kvinden skal tilbagebetale det beløb på cirka 250.000 kroner, som hun har modtaget uberettiget.
- Men beviskravene i kommunale forhold er noget lavere end i straffesager. I forhold til den kommunale sag skal der alene være handlet uagtsomt, hvorimod der i en straffesag skal være handlet forsætligt, siger Kaveeh Piroz henvendt til retsformanden og de to domsmænd. Der er alene tale om rod i regnskaberne, lader advokaten forstå.
Kan straffes med fængsel
Ifølge anklagemyndigheden har kvinden i en periode fra 2016 til 2020 modtaget sociale ydelser, samtidig med at hun har modtaget penge gennem indsamling til en forening, som hun fungerer som talsperson for.
Pengene fra indsamlingen er angiveligt endt på kvindens egen konto og er på den måde blevet blandet sammen med hendes privatøkonomi. Det skulle kvinden have orienteret kommunen om, og fordi hun efter anklagemyndighedens opfattelse har handlet forsætligt, så er der tale om social bedrageri. Den slags straffes med fængsel.
Anklageren vil vide, om de indsamlede penge er blevet brugt på private ting.
- Aldrig nogensinde, lyder svaret fra kvinden.
Sagen fortsætter tirsdag i den kommende uge, hvor der ventes dom.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.