
KØBENHAVN: Da Lilian Parker Kaule med bulder og brag søndag meldte sig ud af Liberal Alliance, kaldte hun gruppeformand Lars Dueholm (LA) for en 'socialistisk pamper', efter at han for skatteborgernes penge har fået støtte til en skulptur, der er blevet opført i den boligforening, han selv bor i, og som hans kone er bestyrelsesformand for. Men det er ifølge Lilian Parker Kaule ganske almindeligt, at medlemmer fra Københavns Borgerrepræsentation laver studehandler på kryds og tværs af partierne, når der hvert efterår skal forhandles budget i kommunen.
Da hun i januar 2014 begyndte sit politiske arbejde i Borgerrepræsentationen og blev medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, havde hun svært ved at forstå jargonen og de mange interne udtryk og begreber, som blev kastet rundt. Når der til et udvalgsmøde fx blev sagt: 'Det er for lille en sag til, at vi skal bringe den op her, den må du gemme til en Hassan' var hun nødt til at gå til Lars Dueholm og få det forklaret.
- Når politikerne i løbet af året støder på projekter, der i Københavns Kommunes samlede budget på flere milliarder ikke fylder ret meget, og som de hver især har en forkærlighed for, sender de det til deres partis budgetordfører, som efterfølgende tager det med, når der i efteråret er budgetforhandlinger på tværs af udvalgene. Når de største beløb i forhandlingerne er faldet på plads, sætter budgetordførerne for forligsparterne sig sammen og afholder en såkaldt 'Hassan-runde'. Her fordeler ordførerne små 'Hassan-projekter' imellem sig og aftaler, hvilke der skal godkendes, så alle kan være tilfredse og føle, at de får noget ud af at stå som forligspart på det endelige budget, fortæller hun til dknyt.
Til grin i udvalget
Den meget omtalte skulptur var en såkaldt 'Hassan' i budgetforhandlingerne i 2013, inden Lililan Parker Kaule var blevet valgt ind i Borgerrepræsentationen. Grunden til, at hun fik indflydelse på sagen, var, at opførelsen af skulpturen i december 2014 som en forvaltningsmæssig teknikalitet skulle udmøntes af Kultur- og Fritidsudvalget, som hun sidder i. Da udmøntingen kom til afstemning, stemte 10 udvalgsmedlemmer for, mens Lilian Parker Kaule til stor morskab var den eneste, som den stemte imod.
- De kunne jo ikke selv finde på at stemme imod, fordi deres eget parti har givet håndtryk til LA i 2013 om, at LA ville få den skulptur, hvis de skrev under på den samlede budgetpakke. Derfor sad de alle sammen og grinede af, at jeg stemte nej til den, fordi min egen gruppeformand havde fået den fedtet ind i budgetaftalen. Hvis det skulle have foregået ifølge det politiske kodeks, så måtte jeg bare sluge den og stemme for den, forklarer hun.
Hun oplyser, at 'Hassan-runden' ikke står nedfældet nogen steder, men at alle partierne kender til den og refererer til den jævnligt.
EL laver en prioriteret liste
Næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget Allan Ahmad (EL), bekræfter, at 'Hassan-runden' eksisterer. Han deler dog ikke Lilian Parker Kaules opfattelse af, hvad den går ud på. Han er enig i, at 'Hassan-runden' bruges til småsager, der ikke har nok vægt til at indgå direkte i budgetforhandlingerne, men han mener ikke, at man i ELs 11 mand store fællesgruppe har sager, der direkte eller indirekte tilgodeser enkelte medlemmer
- Vi laver i partiet en prioriteret liste over, hvilke Hassan-sager vi ønsker skal med i forhandlingerne. Sidste år fik vi eksempelvis forhandlet driftstøtte igennem til Warehouse 9, der er et kulturhus til LGBT-folk. Om man kan kalde det en personlig sag - tja altså, det er da vigtigt for mig, at der i byen er et mangfoldigt udvalg af kulturtilbud. Men jeg har aldrig selv været i bygningen, siger han.
Han mener, at Hassan-sager godt kan komme for tæt på den enkelte politiker, og at det er op til politikernes etiske kompas at vurdere, hvor grænsen går. I den aktuelle sag om Lars Dueholms skulptur siger han, at han ikke ønsker at blande sig i Lars Dueholms og LAs belsutning, men at sagen ud fra EL's etiske kompas er kommet for tæt på.
V ser ikke problemet
Venstres veteran i Borgerrepræsentationen, Leslie Arentoft, kan nævne masser af eksempler på 'Hassan-sager', og i tidens løb har han også haft sine egne. Han synes ikke, at 'Hassan-runden' er et negativt fænomen. Han mener tværtimod, at den er et udtryk for, at der er nogle borgerrepræsentanter, der er engagerede og gerne vil kæmpe for noget.
Han vurderer, at man som politiker skal være varsom med at gribe sager, der er opstået i den bydel, man selv kommer fra. Og han kan også nævne eksempler på tidligere 'Hassan-sager', der er kommet så tæt på, at det bliver usmageligt. Alligevel mener han ikke, at skulpturen i Lars Dueholms boligforening er for tæt på.
- Det er jo ikke i deres private baghave. Man skal også kunne lave politik dér, hvor man bor. Man bliver inhabil i det øjeblik, man bliver direkte påvirket af en politisk beslutning. Der skal mere til end en skulptur i det kvarter, man bor. Hvis det eksempelvis var en udsmykning af hans hus, var det noget andet, siger han.
Hvem er 'Hassan'?
Navnet 'Hassan-runden' er inspireret af Adam Oehlenschlägers skuespil 'Aladdin' fra 1805, hvor en replik lyder:
'Naar kun I sparer mig, min Hustrue og Min lille Hassan, med de skieve Been!'
I overført betydning bruges begrebet 'Hassan med de skæve ben' om sager og synspunkter, som ligger en person - og i dette tilfælde en politiker - særligt på sinde, og som han eller hun vil have en forkærlighed for at fremføre i enhver sammenhæng
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.