
Børn på fritidshjem eller skolefritidsordninger (SFO'er) i København vil med al sandsynlighed mærke markante ændringer i fremtiden. Mens op til 20 fritidshjem står til at blive helt nedlagt, vil andelen af kæmpeinstitutioner i hovedstaden stige, skriver Politiken.
I dag er der otte fritidstilbud med 250 børn eller derover. I fremtiden er planen, at 34 fritidstilbud skal kunne rumme mellem 250 og 560 børn. Det fremgår af et notat fra børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune. Og det glæder ikke forældrene.
- Vi siger ikke, at store institutioner nødvendigvis er dårlige. Men det er simpelthen ikke lykkedes politikerne at berolige forældrene, fordi de hverken kan svare på eller dokumentere, hvordan det store skal blive godt, siger Nina Reffstrup, presseansvarlig i Københavns Forældreorganisation, til Politiken.
Økonomi fremtvinger nytænkning
Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) forklarer, at økonomien tvinger kommunen til at lave sammenlægninger, fordi de små fritidshjem ikke længere er økonomisk rentable.
Hun siger samtidig, at man godt kan have god pædagogik i store SFO'er. Det tvivler professor i pædagogik på Aarhus Universitet Stig Broström på. Han advarer mod, at det bliver en børnefabrik.
- Risikoen er, at det hurtigt bare bliver pasning. Nogle løser det naturligvis bedre end andre. Men der er mange eksempler på, at børnene sejler rundt, siger han til Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.