dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
De partimæssige styrkeforhold i KL's bestyrelse skifter, idet K går fra en til tre pladser - og S går fra syv til seks, mens V derimod bevarer sine fem.
Henning Bagger, Ritzau Scanpix

K tredobler sin repræsentation i KL, og DF ryger helt ud

Analyse Socialdemokratiet mistede udover formandsposten en af sine syv pladser i KL's bestyrelse. Svære valg venter forude.
18. JAN 2022 14.00

Martin Damm (V) bliver ny formand, det ligger fast. Og derudover er der flere nye medlemmer på vej til bestyrelsen af KL, men den endelige sammensætning på de 17 pladser bliver først endeligt vedtaget ved det kommunalpolitiske topmøde 17.-18. marts.

I mellemtiden foregår forhandlingerne om de indflydelsesrige poster både internt i de enkelte partier og mellem partierne i KL, der som konsensusorganisation har tradition for også at lade fordelingen i bestyrelsen afspejle det kommunale landskab på tværs af partitilhørsforhold. Så vidt det nu kan lade sig gøre - når det gælder land- og bykommuner, store og små kommuner samt øst- og vestdanmark. 

Det partipolitiske først. Efter KV21 mistede S-SF-EL-blokken flertallet, da S gik fra syv til seks pladser, og de to små partier hver beholdt en enkelt plads. Den fordeling spillede formands-udpegningen hen til De Radikale, som pegede på Damm som ny formand i stedet for Jacob Bundsgaard (S).

Venstre får altså formandsposten med Damms tilbagevenden og bevarer sine fem pladser, hvoraf tidligere Kolding-borgmester Jørn Pedersen ikke længere er i byrådet og dermed skal erstattes i KL-bestyrelsen. To jyske borgmestre, Ulrik Wilbek fra Viborg og Erik Flyvholm fra Lemvig, samt Jens Ive, der ikke længere er borgmester, men byrådsmedlem i Rudersdal, har i øjeblikket de tre sidste pladser.

Næststørst i den borgerlige blok bliver De Konservative, der øger dets repræsentation fra en enkelt til tre pladser. Her har Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler i flere perioder haft partiets plads - og ikke mindst repræsenteret KL som hovedforhandler i overenskomstspørgsmål.

Til de to næste pladser har partiet masser af fortsættende og nyvalgte blandt sine 14 borgmestre, som i høj grad præger bestyrelsen. Også kvindelige af slagsen, hvis netop K skulle vælge at skele til ligestilling her.

En kvinde ryger i hvert fald ud, når tidligere Aarhus-rådmand Jette Skive (DF) forlader bestyrelsen. DF blev efter KV21 så lille på landsplan, at der ikke længere blev plads i bestyrelsen.

Sin ene plads bevarer derimod De Radikale, hvis nuværende repræsentant, Leon Sebbelin fra Rebild, ikke længere er borgmester, men derfor jo sagtens kan være bestyrelsesmedlem - det er set før. 

Tunge folk

På den røde fløj har Aarhus-borgmester Bundsgaard allerede udtalt til Kommunen.dk, at han håber, han kan blive lige så god en næstformand, som han synes, Martin Damm er nu, så mon ikke hans plads er sikret.

S har med Lars Weiss fra København, Peter Rahbæk Juel fra Odense og Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg valgt tunge folk fra de allerstørste kommuner. Og dertil to borgmestre hentet i den allerøverste ende, når det gælder høje personlige stemmetal: Birgit Stenbak Hansen, Frederikshavn, og Christina Krzyrosiak Hansen, Holbæk.

Så med Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen, der er blandt partiets mest profilerede ideologer, på den syvende plads skal der træffes nogle skarpe valg, når der skal skæres ned til seks: Bl.a. om Københavns nyvalgte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen eventuelt skal erstatte Lars Weiss.

De to mindre partier på venstrefløjen har i den siddende bestyrelse Tonni Hansen (SF) fra Langeland som udpræget udkants-repræsentant og Aalborg-rådmand Per Clausen (EL). Begge partier har fortsat en plads at gøre godt med. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/k-tredobler-sin-repraesentation-i-kl-og-df-ryger-helt-ud

GDPR