
K-politiker smidt ud: savnede tillid til Hans Toft
GENTOFTE: Lisbeth Winther ville ikke længere være udvalgsformand, kritiserede borgmesterens ledelsesstil, fremprovokerede en tillidsafstemning i byrådet og endte med at blive smidt ud af sin byrådsgruppe.
På byrådsmødet i Gentofte mandag tog lederen af S-gruppen Søren Heisel initiativ til en noget utraditionel afstemning: Tillid til borgmester Hans Toft (K) eller ej. Konservative sad før ugens begivenhed på 11 ud af 19 pladser- og nu på 10 ud af 19 - og har altså fortsat et absolut flertal, så det var næppe for at udfordre det, Heisel bad om afstemning.
Ifølge Villabyerne bad han om afstemningen på baggrund af en beslutning fra Lisbeth Winther om at træde tilbage som formand for Teknik- og Miljøudvalget med begrundelsen, at hun er 'uenig i Hans Tofts ledelsesstil'. I sin begrundelse gjorde hun det ifølge ugeavisen klart, at uenigheden ikke er af politisk karakter.
Den officielle pressemeddelelse fra kommunen oplyser, at 'Lisbeth Winther er ikke længere medlem af den konservative gruppe i Gentofte Kommunalbestyrelse, som herefter går fra 11 til 10 ud af 19. Det sker efter en enstemmig beslutning i den konservative gruppe, efter at Lisbeth Winther, som den eneste i gruppen under en afstemning ikke stemte for at udtrykke ’tillid til borgmesterens loyale ledelse og samarbejde’.
Borgmester Hans Toft citeres for udtalelsen: 'Det her handler om tillid og loyalitet – og den konservative gruppes beslutning er en helt naturlig konsekvens af Lisbeth Winthers stemmeafgivning i kommunalbestyrelsen. Jeg glæder mig naturligvis over opbakningen fra hele den øvrige del af min gruppe samt fra de øvrige partier, som jeg netop igen har indgået et to-årigt budgetforlig med.’
Villabyerne har talt med Lisbeth Winther, der ikke har kommentarer udover 'jeg synes, borgmesterens handlinger taler for sig selv'.
Ligesom Winther undlod Mogens Vad (V) at stemme, mens Poul V. Jensen (NB) og Jeanne Toxværd (EL) stemte imod.
Læs en række reaktioner på bl.a. Heisels manøvre og Tofts ledelsesstil i Villabyerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.