
75 medlemmer hos De Konservative har oplevet uønskede seksuelle berøringer.
Alene inden for det seneste år har der været tre konkrete krænkelsessager, som partiet har handlet på. De er kommet frem via en whistleblower-ordning, som blev oprettet i efteråret og styres af et eksternt advokatfirma. Ingen af de sager tyder dog på strafbare handlinger.
Det skriver partiet på sin hjemmeside, hvor sexismeundersøgelsen er lagt frem.
Desuden har der været tre yderligere "alvorlige" sager, men da medlemmerne har svaret anonymt, vides det ikke, hvad de tre sager handler om. Men det kan være voldtægt, forsøg på voldtægt eller seksuelle overgreb som eksempelvis at blive taget på brysterne, oplyser partiet.
Rystet gruppeformand
De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado, siger, at hun er "rystet".
- Jeg kan ikke sige, hvilke konsekvenser det har fået af hensyn til de involverede parter. Men det er alvorlige sager, som vi har handlet på, siger Mercado til B.T. med henvisning til tre whistleblowersager.
Hun tilføjer, at det slet ikke er i orden, hvad der har foregået i partiet.
- Vi håber, at de pågældende personer vil henvende sig, siger hun til TV2 om de tre andre alvorlige sager, hvor det har handlet om voldtægt, forsøg på det eller seksuelt overgreb.
10.326 medlemmer er blevet spurgt i undersøgelsen. En tredjedel af de adspurgte har svaret. Af dem svarer syv pct. - svarende til 231 personer - at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.
Sag i folketingsgruppen
Partiet oplevede sidste år en krænkelsessag helt inde i folketingsgruppen. Folketingsmedlem Orla Østerby forlod partiet mod slutningen af 2020. Han er i dag løsgænger.
Til Avisen Danmark oplyste han, at det skete, som en konsekvens af at han i oktober sidste år blev beskyldt for grænseoverskridende adfærd over for sin partikollega Brigitte Klintskov Jerkel i 2017.
- Jeg gør det som en konsekvens af partiets håndtering af sagen i oktober, hvor jeg blev beskyldt for grænseoverskridende adfærd over for en kollega, skrev han i en kort besked til avisen.
Sagen kom frem i oktober, hvor Østerby også fik frataget alle sine ordførerskaber.
Politik skal ikke være hjemsted for seksuelle krænkelser. Det siger Mercado til sit partis hjemmeside:
- Vi nægter at se passivt til, hvis mænd eller kvinder udsættes for seksuelle krænkelser, som ingen berettigelse har i politik. Hverken på Christiansborg, i vælgerforeningerne eller i nogen som helst partimæssig sammenhæng.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.