
ODDER: Byrådet havde et par overraskelser i ærmet på mødet mandag. Der skal mere gang i udviklingen af VitaPark Odder og der skiftes ud i direktionen, så direktionen fremover kun skal bestå af tre medlemmer, lyder det fra Odder.
- Vi har nu visionen og hovedtrækkene i strukturplanen for VitaPark Odder på plads, så nu skal der handles og udvikles, siger borgmester Elvin J. Hansen (S). Byrådet mener, at Jesper Hjort er den helt rette til dette og derfor overgår han pr. 1. august fra at være kommunaldirektør til at blive direktør for VitaPark.
VitaPark Odder omfatter bygninger og parkområde ved det tidligere Odder Sygehus, som Odder Kommune overtog i 2011, og tanken er at området skal rumme sundheds-, kultur- og erhvervsaktiviteter samt boliger.
Teknisk direktør Søren Hjortsø Kristensen forlader kommunen 1. maj og hans stilling bliver ikke genbesat, idet byrådet har besluttet at reducere direktionen til tre direktører.
- Når vi samtidig har to direktører, der inden for de næste par år ville gå af, har vi fundet, at det var et godt tidspunkt at få omstruktureret direktionen nu, så den er helt på plads og flyvende ved næste valgperiodes start i 2014, siger Elvin J. Hansen.
Aftale med rekrutteringsfirma
Også derfor starter vi med kommunaldirektøren nu og det er planen, at en ny skal kunne tiltræde pr. 1. august. Vi har lavet aftale med rekrutteringsfirmaet Lars Lundgaard om at bistå os med dette, siger borgmesteren.
Når den ny kommunaldirektør er på plads efter sommerferien, bliver en af de første opgaver at være med til at fastlægge en ny arbejdsdeling i direktionen. Det tekniske område skal varetages af de tre resterende direktører, formentlig således at det deles mellem kommunaldirektøren og en ny direktør.
Ved årets udgang fratræder kulturdirektør Gerda Pedersen, og en ny direktør overtager formentlig det meste af hendes område (skoler, børn og unge, kultur mv.) sammen med dele af det tekniske område. Direktionen består herudover af socialdirektør Jette Rud Knudsen, der er åremålsansat til sommeren 2014.
Ny direktion hurtigt på plads
Kulturdirektør Gerda Pedersen siger om sin fratræden, at hun har fuld forståelse for, at det bliver nu og ikke om et år eller to, som hun egentlig havde tænkt sig.
- Det er vigtigt, at der hurtigt kommer en velfungerende direktion på plads, og det ville ikke være særligt meningsfyldt, at jeg i en kortere periode skulle til at varetage helt nye opgaver, så jeg er tilfreds med den løsning vi har fundet, siger hun.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.