Interessenter i udligningsreform nåede at blive splittet før tallene

Regeringens udspil til udligningsreform har splittet de borgerlige mellem K og de andre, og hovedstadskommunerne mellem dem med S-borgmestre og de andre. Tallene giver skyts til nye appeller.
13. FEB 2020 6.11
TEMA: Udligning

Med offentliggørelsen torsdag af det bagvedliggende talmateriale og beregningsgrundlaget for regeringens udspil til udligningsreform kan alle interessenter nu selv regne på de konkrete parametre og vægte og se, hvad der vil ske med outputtet for hver kommune, hvis man skruer lidt op eller ned for det ene eller andet håndtag. Partierne har ifølge indenrigsminister Astrid Krag (S) kendt materialet hele ugen, hvilket er årsagen til at kritikken af de indtil nu manglende detail-tal har været forstummet blandt partierne på Christiansborg.

Kommunerne har imidlertid først og fremmest fokus på resultatet. Er udligningsbeløbet højere eller lavere og hvor meget? På grund af fraværet indtil nu af de bagvedliggende beregninger har man i stedet forsøgt at regne baglæns fra slutbeløbene i et forsøg på at gennemskue, hvad der er gået galt.

For det er det nemlig - gået galt. Det mener det helt overvældende flertal af kommuner, og de, der ikke gør, sidder helt stiller og håber på, at ingen får øje på dem. Resten af kommunerne fordeler sig i store træk på dem, der får, og som synes de har fået for lidt, og dem, der skal betale og som synes, de skal betale for meget.

Blandt borgerlige har det været hævdet, at udligningsreformen må være designet til at tilgodese kommuner med socialdemokratisk borgmester på bekostning af kommuner med borgerlig borgmester, og i en tilsvarende indre-borgerlig øvelse har De Konservative ifølge Berlingske ment, at det tillige er en del af regeringsudspillets design, at kommuner med Venstre-borgmester slipper nådigere end kommuner med konservativ borgmester. Årsagen skulle så være, at S-regeringen har brug for at få V med i et forligsflertal, for at reformen kan være holdbar længere end til førstkommende regeringsskifte.

Hvis regeringsudspillet læses som et stykke magtpolitik, så er det kort sagt lykkedes at splitte oppositionen. Og også at splitte den hovedstadsalliance, som ellers har stået sammen på tværs af partifarver i ønsket om at sætte stop for den hidtidige pengestrøm fra øst mod vest.

I en protest mod udligningsudspillet er de 34 kommuner i Stop forskelsbehandlingen reduceret til 14 underskrivende V- og K-borgmestre. Ingen S-borgmestre har skrevet under, og 'der er heller ikke nogen, der kommer til det', har Albertslund-borgmester Steen Christiansen (S) sagt til Berlingske på vegne af sine partifæller i de øvrige ikke-protesterende kommuner.

- Jeg kan ikke tolke det anderledes, end at den solidaritet vi har udvist over for hinanden, kun gjaldt så længe de selv havde fordel af det. Og nu hvor de har en større fordel af ikke at være med i samarbejdet, retter man ind efter det og glemmer solidariteten', siger Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani (K) til avisen.

Andre kommuner har henvendt sig enkeltvis eller i andre konstallationer og på forskellige måder. Fælles for dem alle er, at de ikke har fået noget konkret svar, hvilket imidlertid ikke har noget at gøre med, hvilket talmateriale der har været til rådighed hvornår.

De nu offentliggjorte tal kan give kommunerne skyts til nye appeller, men svar på dem kan de i sagens natur tidligst få, når realitetsforhandlingerne er kommet så langt, at konturerne af et forlig tegner sig. Hvornår det sker, er det endnu helt umuligt at forudsige.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt