Indkøb af kitler, masker og testudstyr er dyrere end ventet

Region Hovedstaden fik i går lov at bruge endnu flere penge til at købe værnemidler til hele landet.

HOVEDSTADEN: Regionsrådet i Hovedstaden besluttede i går, at regionen skal have endnu flere penge til at købe kitler, testudstyr og andre værnemidler til hele landet.

Det skyldes, at Region Hovedstaden gennem sin indkøbsordning, der skal skaffe værnemidler på vegne af kommuner, regioner og staten, har brugt 1 mia. kr. på værnemidler siden den 8. april. 

Forvaltningen havde derfor bedt rådet om, at den økonomiske ramme hæves for den nationale indkøbsordning, som regionen varetager. De skriver i indstillingen til rådet, at 'administrationens ramme for indkøb under covid-19-situationen er i akut risiko for at blive overskredet'. De totale udgifter i forbindelse med indkøbsordningen er på 1,43 mia. kr oplyser regionen. 

Men det vides ikke, hvor meget regionsrådet har besluttet at hæve de økonomiske rammer med. I indstillingen til rådet står der, 'fortroligheden er begrundet i hensynet til det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed'.

Fragtfly koster ekstra

Siden den 8. april er der blandt andet blevet brugt 400 mio. kr. på beskyttelseskitler, over 400 mio. kr. på 'forskellige typer af af masker og åndedrætsværn' og ca. 126 mio kr. på testudstyr. Derudover er der også brugt ca. 240. kr. på ekstraordinære tiltag på regionens hospitaler vedrørende en lang række udgifter til etablering af intensivkapicitet og indkøb af respiratorer. 

Regionen oplyser, at de store udgifter til værnemidler blandt andet skyldes, at nogle af varerne transporteres via fragtfly gennem en luftbro, der er etableret mellem Kina og Danmark. Den ordning er nemlig dyrere end de normale fragtmetoder. 

Behovet for den øgede økonomiske ramme kommer ifølge indstillingen, fordi der skal være råd til fortsat at kunne skaffe de store mængder af værnemidler, som regionen er pålagt. Desuden er regionen også blevet anmodet om at skulle stå for etableringen af de nye hvide telte, der fungerer som testcentre. Her skal regionen stå for etableringen og driften af de 16 testcentre.

Arbejdet med at skaffe værnemidler til hele landet koordineres i den Nationale Operative Stab, der også udstykker, hvor store lagerbeholdningen af værnemidler skal være.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev