
En stadigt mere gråhåret befolkning og færre børn vil i løbet af de kommende år ændre danmarkskortet radikalt.
Om 20 år er 31 pct. af den danske befolkning over 60 år, og de ældre er stærkt ujævnt fordelt.
I 14 kommuner vil op mod halvdelen af borgerne således være over 60 år.
Det viser beregninger i bogen "Danmark går i gråt" om de samfundsøkonomiske konsekvenser af en aldrende befolkning i Danmark.
Den er skrevet af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, og Jan Rose Skaksen, forskningschef i Rockwool Fonden.
Unge danskere trækker uanset fødested i stor stil mod København, Aarhus, Odense, Aalborg og trekantsområdet.
Her ligger de store uddannelsesinstitutioner, og jobmulighederne er mange. Og de unge bliver der.
Det efterlader kommunerne længst væk fra storbyerne stadigt mere grå i toppen.
Samtidigt vil danskerne over 80 år i 2045 udgøre 9 pct. af befolkningen mod 5 pct. i dag.
- I den alder begynder mange også at trække markant meget hårdere på sundhedssektoren og ældreplejen. Det er det, det kaldes dobbeltaldringen.
- Det handler ikke mere om at være grå i toppen. Men at stadigt flere kommer til skulle gå med rollator, siger Jan Rose Skaksen.
Lavere antal unge
Samfundseffekten forstærkes af, at der i dag og i de kommende år er mindre ungdomsårgange sammenlignet med babyboomerne født efter 2. verdenskrig og frem til starten af 1960'erne.
- Voksende ældrebefolkning har hidtil været et ø-fænomen. Men om bare 20 år er det noget, der vil præge en stribe af de kommuner, der ligger langt fra storbyerne, siger Jan Rose Skaksen.
Han forventer, at det vil ændre mange mindre lokalsamfund.
- Når der bliver flere ældre i samfundet, smitter det af på både kommunens økonomi, arbejdsmarked og boligmarked samt kulturliv. Lokalpolitisk set bliver de mange ældre også en magtfuld vælgergruppe, som kan sætte et tungt præg på lokale politiske prioriteringer, siger han.
Ikke længere bare et ø-fænomen
Læsø Kommune ligger i dag alene i Kattegat med sin stærkt aldrende befolkning. Her er over halvdelen af øens faste beboere allerede i dag over 60 år.
Men en række andre kommuner er hastigt på vej i samme retning. I 2045 vil mellem 40-50 pct. af borgerne i 14 kommuner være over 60 år, viser beregninger i bogen.
- I dag er det i høj grad et ø-fænomen, men om bare 20 år, er det noget, der vil præge en stribe af de kommuner, der ligger langt fra storbyerne. Vi må indse, at det kommer til at ændre en lang række af vores mindre lokalsamfund, siger Jan Rose Skaksen.
Den nye demografiske sammensætning kommer ligeledes til at få indflydelse på, hvordan kommunen fremadrettet skal driftes.
- Når der bliver flere ældre i samfundet, smitter det af på både kommunens økonomi, arbejdsmarked, boligmarked og kulturliv. Lokalpolitisk set bliver de mange ældre også en magtfuld vælgergruppe, som kan sætte et tungt præg på lokale politiske prioriteringer, påpeger Jan Rose Skaksen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.