
HVIDOVRE: I Hvidovre har direktionen netop sendt sit budgetforslag for 2025-2028 i høring, oplyser kommunen. Borgmester Anders Wolf Andresen (SF) ser frem til arbejdet.
- Mit håb er, at vi i fællesskab kan sikre rammerne for en bæredygtig udvikling af Hvidovre, så vi kan fokusere midlerne på tryghed i den nære velfærd for børn og ældre, samtidig med at vi fortsætter arbejdet med at sikre den grønne udvikling og realiseringen af vores klimaplan 2045, udtaler Anders Wolf Andresen.
Hvidovre Kommune oplever i disse år et økonomisk pres, fordi skatteindtægterne ikke stiger som forventet på grund af en langsommere befolkningsudvikling.
Selv om kommunen i år har fået et ekstra tilskud på 32 mio. kr. til serviceudgifter fra økonomiaftalen mellem regeringen og KL, er kommunens samlede tilskud faldet sammenlignet med tidligere år. Det sker, fordi tilskuddet beregnes samlet for alle kommuner, og når skatteindtægterne stiger i de fleste kommuner, falder det samlede statstilskud. Hvidovres skatteindtægter stiger dog ikke lige så meget som i andre kommuner, og derfor får Hvidovre Kommune samlet set et lavere bloktilskud end tidligere år.
Dertil stiger udgifterne på en række områder, bl.a. på de specialiserede områder samt ældre- og sundhedsområdet.
Omstilling og investering i velfærd
Budgetforslaget indeholder forslag til omstillinger og investeringer i velfærd, som på længere sigt forventes at give en økonomisk gevinst.
- Jeg vil gerne kvittere for de mange investeringsideer og muligheder, som er præsenteret i budgetforslaget. Jeg ser dog også kritisk på flere af besparelsesforslagene, fordi jeg er meget optaget af at sikre den nære velfærd. Vi oplever, at flere både børn og voksne har behov for hjælp, og derfor skal vi prioritere ressourcer til kernevelfærden, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Han glæder sig dog over indsatsen for at finde langsigtede løsninger sammen med borgere, erhvervsliv og civilsamfund.
- Vi må i fællesskab finde bedre måder at gøre tingene på. Det gør vi ved at sikre sociale indsatser, der er gode for borgerne, og som på sigt sænker udgifterne – samtidig med at vi sætter mere tempo på nogle af byudviklingsprojekterne, så der kan blive flere skatteborgere, siger Anders Wolf Andresen.
Direktionens budgetforslag reviderer anlægsbudgettet til 110 mio. kr. årligt ved at tilpasse de projekter, som i forvejen har ændret tidsplan eller er kommet i gang senere end forventet. Direktionen foreslår derudover at udskyde eller stoppe flere anlægsprojekter, fx udbygningen af Præstemoseskolen, fordi der ikke længere er de elever i prognoserne, som forslaget oprindeligt havde til hensigt at bygge klasselokaler til.
Forslaget vil være i høring til den 9. september, og kommunalbestyrelsens 1. behandling vil finde sted den 3. spetember.
Budgetforslaget i tal
- Budgetforslagets driftsudgifter er ca. 83 mio. kr. lavere end den udmeldte ramme.
- Anlægsbudgettet er ca. 64 mio. kr. lavere end den vejledende udmeldte ramme.
- Samlet udviser direktionens budgetforslag en forøgelse af kassebeholdningen på 36,2 mio. kr. i 2025, kassetræk på 15,9 mio. kr. i 2026 og 96,7 mio. kr. i 2027 og kasseforøgelse på 55,8 mio. kr. i 2028.
- Ultimo 2028 forventes en gennemsnitlig likviditet på ca. 285 mio. kr., hvilket er inden for målsætningen i kommunens økonomiske politik.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.