Hvem ringer klokkerne for? Opgør med industrisamfundets skole

Af Paul Hegedahl

Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen: 'Når klokken ringer ud - opgør med industrisamfundets skole'
Gyldendal Public, København 2009.
164 s., hft., 12,5 x 20 cm., litt.liste.
Kr. 250,00 inkl. moms.
ISBN: 978-02-08118-232-3.

'Fremtidens skoler må ikke bedømmes udelukkende med fortidens målestok - for kravene til eleverne i fremtiden er ikke de samme som i fortiden.'
- Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen

I denne bog efterlyser Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen - meget kontant og konstruktivt - politisk forandringsledelse af den danske folkeskole: 'Vi vurderer, at meget af det, der i de senere år er gennemført inden for folkeskolen er lappeløsninger, som er resultater af alt for simple forlig uden særlige perspektiver og visioner. Der er behov for en politisk visionær og langsigtet indsats', siger de.

Bogens titel referer til, at når det ringer ud, er en time afsluttet, og det er frikvarter; herefter begynder en ny time, og det vil ofte sige et nyt fag. Det gamle industrisamfunds skole var opdelt i klasser, fag, aldre - mange klasser, lag og fag. Nu ringer det igen ud, men denne gang ringer det ud for industrisamfundet. Nu er det tid til at overveje nye konstruktioner, nye fagopfattelser, nye samværs- og ledelsesformer, nye undervisnings- og læringsformer, for vi kan ikke fortsætte ind i fremtiden med den gamle fortidige struktur og regeltænkning.

Tilfældet ville, at jeg arbejdede med denne anmeldelse samtidig med, at jeg læste Hannah Mia Hendriksen, Peter Kemp & Anne-Marie Olsen: ' Udfordringer. Dialoger med Peter Kemp', Tiderne Skifter, 2009, hvor Ove Korsgaard, professor ved Institut for Pædagogisk Filosofi fortæller om, da Peter Kemp var institutleder på Institut for Pædagogisk Filosofi. Her læste han følgende passage fra Immanuel Kants bog 'Om pædagogik', Kants eneste større, sammenhængende skrift om pædagogik. Bogen bygger på udkast, som Kant udarbejdede til brug for de pædagogiske forelæsninger, han i 1776-77 og 1780 holdt på universitetet i Königsberg: 'Forældre sørger for huset, fyrsterne for staten. Ingen af dem har som overordnet mål det, som er bedst for verden, eller den fuldkommenhed, som menneskeheden er bestemt til, og som den også har anlæg for. Udkastet for en opdragelsesplan må imidlertid gøres kosmopolitisk'.

Kants ord reformulerer Peter Kemp med egne ord: 'Idealet for dannelse og uddannelse skal ikke blot gælde hjemmet og staten, men være det, der er bedst for verden og menneskeheden, og således kan det kun bestå i, at gøre barnet og eleven til verdensborger.'

Det er på mange måder dette helt overordnede syn på folkeskolen, som Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen, debatterer og kommer med konstruktive forslag til gennemførelsen af.

Hildebrandt og Fibæk Laursen skriver: 'Den danske folkeskole er grundlæggende udviklet i overensstemmelse med industrisamfundets tænkning og behov. Der er en lovgivning, der er et effektivt bureaukrati med planer, målinger, test, dokumentation, bestyrelser, forældresamarbejde og meget andet. Og på papiret fungerer den danske folkeskole effektivt og i overensstemmelse med systemerne. I virkeligheden fungerer folkeskolen, fordi tusinder af dygtige ledere og lærere og ansvarlige og engagerede elever og forældre får den til at fungere på trods af bureaukratiet, nedskæringerne og de dårlige bygninger og på trods af manglen på en langsigtet vision for samfundet og folkeskolen.'

De siger direkte: ''Vidensamfundets skoler skal være i dialog med deres lokale omgivelser. De skal bygges til fleksibilitet og lokalerne fyldes af mere produktorienteret undervisning. Vidensamfundets skoler skal udvikle en mere støttende, igangsættende og ledelsespræget lærerrolle.'

Indhold
Foruden forord, indledning og afrunding samt litteraturliste og tak indeholder bogen 10 kapitler:

1. Fremtidens vidensamfund

2. Børn er forskellige

3. Globalisering og netværk

4. Uddannelsespolitik

5. Det bæredygtige samfund

6. Ledelse og skole

7. Kreativitet

9. Undervisning, der virker

10. Den gode lærer

Om forfatterne
Steen Hildebrandt er professor i ledelses- og organisationsteori på Handelshøjskolen i Århus. Han er cand.merc. og ph.d. Steen Hildebrandt arbejder i dag med forandringsledelse, kompetenceudvikling og ledelse i vidensamfundet. Han har modtaget flere priser for sin forskning. Han underviser på Handelshøjskolens MBA-studium i forandringsledelse og er af de studerende til årets bedste MBA-underviser i 2001, 2002, 2003, 2005, 2006, 2007 og 2008.

Steen Hildebrandt er fagredaktør for ledelse på Dagbladet Børsen. Han har skrevet, redigeret og bidraget til mere end 200 bøger om organisation og ledelse. Han har skrevet flere hundrede artikler og kronikker i danske og udenlandske tidsskrifter, fagblade og dagblade om ledelse, organisations- og samfundsforhold.

Steen Hildebrandt er fagredaktør og litteraturanmelder ved dagbladet Børsen, rådgiver og underviser for en række offentlige og private virksomheder, formand for bestyrelsen for og partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S og formand for - og medlem af andre bestyrelser og advisory boards, bl.a. KaosPiloterne, Rønde Højskole og Efterskole, Systematic Software Engineering A/S.

Per Fibæk Laursen er professor ved Center for grundskoleforskning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han er mag.art. i pædagogik fra Københavns Universitet 1975 og ph.d. fra Danmarks Lærerhøjskole 1995. Per Fibæk Laursen forsker især i folkeskolens pædagogik og i uddannelse af lærere og andre professionelle. Han er næstformand for bestyrelsen for CVU Øst og har og har haft en række andre faglige tillidsposter.

Manglen på visioner skader folkeskolen
Som det fremgår af indholdsoversigten, retter forfatterne ikke alene en hård kritik mod folkeskolens overlevelsesmuligheder i fremtidens samfund, men kommer også med konstruktive skitser til, hvilke former fremtidens skoler kan få. De afdækker, hvilke krav og omstændigheder skolerne rent faktisk skal leve op til, og forklarer, hvad de nuværende folkeskoler var gode til engang - og hvorfor de kompetencer nu må udvikles til nye former, så fremtidens skoler - og helst i en ikke for fjern fremtid - bliver mere fleksible.

Forfatterne siger, at 'efter 2001, skete der et grundlæggende paradigmeskifte i uddannelsespolitikken. Hovedlinjen var at trænge reform-pædagogikken tilbage, som Søren Krarup fra Dansk Folkeparti en gang meget præcist udtrykte det i en debat. Kampen mod rundkredspædagogikken, som Anders Fogh Rasmussen kaldte den i sin åbningstale i 2003, blev en del af den såkaldte værdipolitik. ---

Et stort problem er, at det ideologisk prægede opgør med reformpædagogikken snarere befæstede skolens industrielle præg, end det åbnede op for udvikling af vidensamfundets skole. Der har vist sig i hvert fald tre store svagheder ved den uddannelsespolitik, der er ført siden 2001:

1) Store og grundlæggende problemer i uddannelsessystemet forblevet uløst. Ja, det største problem, nemlig at mange ikke får nogen uddannelse efter folkeskolen, har endda udviklet sig til det værre. Andelen af en årgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse, havde gennem en årrække været langsomt stigende, men midt i dette årti faldt det fra omkring 82 til omkring 80 procent. Og det på trods af at det er et af regeringens højst prioriterede uddannelsespolitiske mål at få dette tal op på 95 procent. At en del elever oplever nederlag og føler sig sorteret fra i folkeskolen, er den værste del af arven fra industrisamfundets skole. Og den er der ikke gjort afgørende op med.

2) Den førte politik har haft utilsigtede, men meget uheldige bivirkninger, hvoraf den væsentligste er faldet i ansøgertallet til læreruddannelsen. Den megen kritik af folkeskolen og af lærerne har frataget en del af de potentielle ansøgere til læreruddannelsen lysten til at arbejde i folkeskolen. Og antallet af ansøgere har været konstant faldende siden 2004, således at folkeskolen nu oplever en begyndende lærermangel, som i løbet af få år ser ud til at blive et alvorligt problem. Ganske vist blev kurven over ansøgertallet knækket her i 2009, men kun i form af en beskeden stigning i søgningen.

3) Flere af de vedtagne initiativer har kun symbolsk betydning som et element i opgøret med reformpædagogikken, men ringe virkning i forhold til elevernes læringsmæssige udbytte. For eksempel er der ikke meget i erfaringerne fra andre lande eller i den pædagogiske forskning, der tyder på, at det store og dyre projekt med at udvikle nationale obligatoriske test er noget velegnet redskab til at øge kvaliteten af undervisningen. Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning konkluderede i en sammenfatning af forskningen fra andre lande, at testenes positive virkninger kan forventes opvejet af en række negative effekter særligt for de svage elevers vedkommende.

Den dominerende uddannelsespolitik har først og fremmest haft den effekt, at reformpædagogikken er blevet trængt tilbage og erstattet af en lige så fejlagtig opfattelse af undervisning og skole som en form for industriel produktion. Vi trænger hårdt til et alternativ, der ser undervisning som en dialog, der skal forberede eleverne til en ukendt fremtid.'

Forandringsledelse og organisationsudvikling
Forfatterne savner politisk forandringsledelse: 'Vi vurderer, at meget af det, der i de senere år er gennemført inden for folkeskolen, er lappeløsninger, som er resultater af alt for simple forlig uden særlige perspektiver og visioner. Der er behov for en politisk visionær og langsigtet indsats.' De kritiserer folkeskolen for at teste utilstrækkeligt og for det forkerte på forkerte måder. De ser ingen sans for fremtidens krav i folkeskolens testtyranni.' De foreslår organisationsudvikling af folkeskolen. Deres kritik går bl.a. på, at nutidens folkeskole er for rigid og for enstrenget til at leve op til andet end det industrisamfund, som verden er ved at forlade.

Og der skal god ledelse til for at forandre dette. God ledelse på alle planer - ikke den gammeldags kontrolledelse, hvor flere regler og systemer skal løse problemerne. Snarere ledelse, der besidder og udvikler relations- og netværkskompetencer. Muligheden for at lære sig disse kompetencer gennemgås særdeles interessant i kapitel 10: 'Den gode lærer, relation, ledelse og didaktik'.

Når forfatterne taler om folkeskolen, fremgår det både direkte og indirekte, at det ikke de praktiske udøvere/undervisere/pædagoger, de reelt mener, men lovgiverne. De skriver direkte: ' - - - fra det øverste politiske niveau, regering og folketing, savnes der politisk forandringslederskab. Den øverste politiske ledelse ser ud til krampagtigt at være optaget af at holde det store undervisningsbureaukrati kørende i god overensstemmelse med industrisamfundets gamle ledelses- og organisationslogik. Den danske folkeskole mangler lederskab - i særlig grad, når vi betragter det nationale plan. Der er ingen visioner; der er ingen store og konkrete fremtidsplaner; ja der er end ikke en idé- eller værdidebat.'

Ikke kun for vidensamfundet
Et grundlæggende synspunkt for forfatterne er, som det fremgår, at tilrettelæggelsen af - og visionen for undervisningen skal ses i perspektiv af vidensamfundet. Men, jeg er sikker på, at de er enige med Lene Tanggaard, når hun i sin her på dknyt.dk tidligere anmeldte bog: 'Kreativitet skal læres. Når talent bliver til innovation' citerer den amerikanske forsker A. Hargreaves: 'Hvis vi kun underviser for vidensamfundet og dem, der profiterer af det, skaber vi ikke sympati eller empati for dem, for hvem tingene ikke lykkes så godt, og vi får ikke udviklet en følelse af ansvarlighed over for deres fremtid. Det vil ikke være muligt for os at høre deres stemmer eller inddrage dem i den demokratiske proces. Mens vi gør vores egen rede blød og behagelig med forbrugsgoder, indespærrer vi også flere og flere af de udstødte i fængsler for voksne og specialskoler for urolige børn.'; 'Undervisning i videnssamfundet - Uddannelse i en usikker tid', Forlaget Klim, Århus 2005'

Uanset, hvad vi kalder samfundet: industrisamfund, vidensamfund, netværkssamfund, innovationssamfund eller noget helt andet - og man skal nok fremover være meget forsigtige med at påhæfte etiketter, som låser tankegangen et stykke tid fremover - er der altid nogle fællesnævnere.
Hildebrandt og Fibæk Laursen siger: 'Der er behov for nye veje. Og der foregår netop så meget, og der tages netop så mange initiativer rundt omkring i de enkelte skoler og forvaltninger, at det er uden for diskussion, at nye veje er mulige. Nye veje er mulige, og de bliver allerede betrådt af mange. - - - Der er en enorm energi og vilje. De optimale rammer, systemer og regler er der ikke, og derfor opleves meget af dette som op ad bakke. Det er rammerne, systemerne og reglerne; det er den bagvedliggende logik og tænkning, der skal ændres.'

Steen Hildebrandt og Per Fibæk Laursen giver med 'Når klokken ringer ud - opgør med industrisamfundets skole' et væsentligt bidrag til en større forståelse. Den er særdeles aktuel i lyset af statsministerens nytårstale og det forestående '360º eftersyn af folkeskolen', som han bebudede.

De, der bør høre klokkerne, er politikerne og deres vejledere. Det danske skolesystem har dygtige og engagerede undervisere/pædagoger, der skal have de bedst mulige arbejdsbetingelser - og som fortjener at blive hørt og taget alvorligt, når de på baggrund af deres viden og erfaring fremsætter deres tanker og forslag.

Supplerende links og litteratur
Immanuel Kant: 'Om pædagogik'; Klims forlag, 2000

Peter Kemp: 'Verdensborgeren som pædagogisk ideal'; Hans Reitzels Forlag, 2005.

Se fx omtale: http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=38956