Syv borgmestre siger nej til en udvidelse af Ring 4 Nord for biler mellem Ballerup Byvej og Hillerødmotorvejen, men bakker op om en lokalt tilpasset BRT-løsning. Derfor har sendt et brev til transportminister Thomas Danielsen (V), skriver Sjællandske Nyheder. Bl.a. kritiserer de ministerens foreslåede seks-spors udvidelse for at forværre trafikstøj og forurening.
- Vejdirektoratets egen analyse viser, at effekten af en vejudvidelse er lille. Og en vejudvidelse løser ikke hovedstadens trængselsproblemer, men vil resultere i flere biler, mere støj og vil underminere investeringer i kollektiv transport, siger Serdal Benli (SF), borgmester i Gladsaxe Kommune.
Kommunerne Gladsaxe, Ishøj, Albertslund, Ballerup, Herlev, Høje-Taastrup og Furesø mener desuden, at lovforslaget er hastet igennem på et ufuldstændigt grundlag. "Derfor foreslår vi, at lovgivningsprocessen sættes på pause, og at vi sammen arbejder videre med at finde løsninger, der kan styrke den kollektive trafik og fremkommeligheden i Hovedstadsregionen," skriver de i brevet.
De syv borgmestre er ikke de eneste, der modsætter sig en større sporudvidelse. På Christiansborg vil også SF have lovforslaget om at udvide Ring 4 Nord til op mod seks spor trukket tilbage. Det skriver TV2 Kosmopol. Partiets finansordfører Sigurd Agersnap kalder forslaget "helt skævt" og siger klart nej til en sekssporet vej, som han mener vil føre til mere trafik, støj og ødelæggelse af grønne områder i blandt andet Gladsaxe, Herlev, Furesø og Ballerup.
SF er selv en del af infrastrukturaftalen fra 2021, der satte penge af til at udvide Ring 4 til fire spor og etablere en BRT-linje. Ifølge Sigurd Agersnap har det dog aldrig været meningen, at busløsningen skulle forudsætte en udvidelse til seks spor. Han mener, at processen har været forhastet, og at konsekvenserne først er blevet tydelige sent i forløbet, hvilket ifølge SF bør føre til, at lovforslaget går om.
Transportminister Thomas Danielsen (V) afviser kritikken og fastholder, at projektet udmønter de aftaler, der blev indgået i 2021. Han mener ikke, at processen har været forhastet, og siger til mediet, at SF’s modstand "må bygge på følelser". SF vil nu tage sagen op i forligskredsen for at forsøge at samle opbakning til at ændre eller trække forslaget tilbage.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










