Hovedstaden får 100 nye ladestandere

Standerne kommer primært op ved hospitaler, men kan bruges af alle.

HOVEDSTADEN: Som del af et større projekt med etablering af 300 nye ladestandere frem mod 2024, indvier Region Hovedstaden nu de første 100, oplyser regionen.

- Vores ambition er at skabe de rette rammer for de mange, der vælger en grøn elbil til, og sikre en pæn fordeling af ladestandere på vores matrikler. Ladepladserne skal dække patienter, medarbejdere og gæsters behov, fortæller formand for Miljø- og Klimaudvalget i Line Ervolder Christensen (K).

Projektet med udvidelse af ladepladser har været i offentligt udbud, og med valget af ladeoperatør Spirii bliver netværket åbent for alle med operatørens app. Prisen for en opladning er den laveste offentlige pris for ad-hoc opladning, oplyser regionen.

- Vi ønsker at etablere et åbent netværk, som sikrer, at alle kan lade op regionens ladestandere billigt uden af være bundet, siger projektleder Jesper Lauritsen fra Region Hovedstades Center for Ejendomme.

Med regionens oprindelige standere og de 100 nye har regionen nu mere end 200 på sine matrikler, og de kommende to år kommer der minimum 100 mere.

Fakta

De 100 nye ladestandere er etableret på følgende lokationer:

  • Herlev Hospital
  • Rigshospitalet Blegdamsvej
  • Glostrup Hospital
  • Hvidovre Hospital
  • Hillerød Hospital
  • Borgervænget 

Ladestanderne skal servicere regionens egne puljebiler, medarbejderbiler og gæster i elbil

Spirii leverer ladestandere, installation, drift og betalingsløsning til Region Hovedstadens infrastrukturprojekt.

Adgang til opladning og betaling bliver med Spirii Go appen. Pris for opladninger er 2,3 kr./kWh.     

Kilde: Region Hovedstaden

cwa