HOLBÆK: - Vi skal kunne byde på et bredt udvalg af virksomhedsrettede praktik-tilbud både indenfor det private og det offentlige. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at skabe mange pladser i det private erhvervsliv, bør vi selv gå foran, mener Kenny Jensby (K), der er formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse.
Derfor kan kommunens forskellige afdelinger og institutioner også forvente en opringning fra en af Jobcenter Holbæks medarbejdere. Hvis byrådet endeligt godkender indstillingen, vil hver af Holbæk Kommunes fysiske placeringer nemlig skulle stille mellem en og fire løbende pladser til rådighed for de ledige, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Holbæk Kommune har 5.500 medarbejdere, og der er mange institutioner og afdelinger fordelt på hele kommunen. Derfor vil der naturligvis også blive taget hensyn til de rammer, man har, og det arbejde, der skal udføres. De ledige skal have noget ud af den virksomhedsrettede aktivering, og det forudsætter, at den enkelte arbejdsplads kan magte opgaven, siger Kenny Jensby.
Men udfordringen gælder ikke kun kommunen. Også mange private virksomheder kan forvente en opringning.
- Som kommune skal vi gå foran, men jeg håber selvfølgelig, at mange private virksomheder vil tage ledige ind. Dels kan virksomhederne få løst nogle af de opgaver, de ellers ikke ville få løst, og samtidig er det en investering i potentielle nye medarbejdere i virksomheden, siger Kenny Jensby.
Udvalgsformanden understreger dog, at den virksomheds- aktiveringen ikke må virke konkurrenceforvridende.
- Det er vigtigt, at de opgaver, de ledige kommer til at løse, ikke går i stedet for ordinære jobs. Det skal vi være helt skarpe på, når vi indgår aftaler med både vores egne afdelinger og private virksomheder, mener Kenny Jensby.
Omlægning af indsatsen økonomisk nødvendig
De nye refusionsregler trådte i kraft den 1. januar 2011, og betyder, at der gives større refusion for aktivering i en virksomhed end for andre former for aktivering. For Holbæk Kommune ville det betyde et tab i refusion på 11 millioner kroner i 2011 stigende til 41 millioner kroner i 2014, hvis ikke indsatsen omlægges.
- For at få pengene til at række, bliver vi nødt til at ændre på vores tilbud. Men vores mål er det samme som altid: Vi skal have så mange som muligt i arbejde, og her er der store fordele ved de virksomhedsrettede tilbud, siger udvalgsformanden.
Omlægningen til en mere virksomhedsrettet indsats giver en mindre gevinst i 2011 og 2012, men i 2013 og 2014 vil de nye refusionsregler føre til et tab på op mod 20 mio. kr.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.