
HOLBÆK: Efter lidt vekslende tilslutning til budgetaftalerne de senere år er det denne gang et samlet Holbæk Byråd, der står bag budgetaftalen for 2021. Budgetaftalen har ingen skattelettelser, men igen i år et slags løfte om, at de kommer næste år.
Skattelettelser har været elefanten i rummet, siden Holbæk i 2018-budgetaftalen satte både kommuneskat, grundskyld og dækningsafgift op med det udtrykkelige håb, at forhøjelsen ville blive midlertidig. 2019-budgetaftalen repeterede den gode vilje, men heller ikke mere end det, og sidste år blev det kun til en hensigtserklæring om at ville "drøfte behovet for en eventuel ændring af skattesatserne", når man kendte effekten af udligningsreformen.
Det gør man nu, men mens hensigtserklæringen sidste år var for lidt for oppositionspartierne, er de i år gået med på en formulering om, at de "ved budgetforhandlingerne i 2021 ser på dækningsafgiften med udgangspunkt i udfasning fra 2022". Altså endnu et års udskydelse, men i enstemmighed denne gang.
Indholdsmæssigt tilgodeser budgetaftalen folkeskolen med 35 mio. kr., og det indgår i aftaleteksten, at samtidig med budgetvedtagelsen sendes et skolestrukturforslag i høring, der vil føre til 11 selvstændige skoler med egen ledelse, skolebestyrelse og elevråd i stedet for de nuværende fire.
Aftalepartierne er Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, Lokallisten for hele Holbæk Kommune, Enhedslisten, Liberal Alliance, SF og De Konservative. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt på byrådsmøde 30. september.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.