HØJE-TAASTRUP: Derfor er kommunen blevet bedt om at inspirere landets øvrige kommuner på ministeriets konference i august. Det oplyser Høje-Taastrup Kommune.
I Høje-Taastrup kan børn fra alle samfundslag deltage i foreningslivet ved f.eks. at gå til fodbold, drama eller musikundervisning.
Takket være kommunens såkaldte Fritidspas-ordning får ca. 150 børn fra mindre velstillede familier hvert år betalt deres medlemskontingent, så de i en periode på seks måneder kan deltage i foreningslivet på lige fod med alle andre børn.
'Udsatte børn og unges fritidsliv'
Socialministeriet vil gerne udbrede initiativet til hele landet og har derfor bedt Høje-Taastrup Kommune om at stille op til konferencen i Nyborg den 26. august om 'Udsatte børn og unges fritidsliv'.
Formanden for Fritids- og Kulturudvalget Merete Scheelsbeck (K) tager afsted sammen med en konsulent fra Fritid og Kultur for at delagtiggøre landets øvrige kommuner i erfaringerne med projektet og fortælle om den politiske beslutningsproces.
- Når Socialministeriet vælger at invitere os, ser jeg det som en stor anerkendelse af de resultater, vi har opnået med Fritidspasset. Udsatte børn får nogle gode oplevelser samt et stærkere socialt netværk, og så sker der en meget vigtig integration på tværs af etniske og sociale skel, forklarer Merete Scheelsbeck.
Lidt mere end halvdelen af børnene med Fritidspas fortsætter i foreningslivet, når den gratis seksmånedersperiode er udløbet. Ca. 70 pct. af børnene har anden etnisk baggrund end dansk.
Fritidspasordningen blev indført i Høje-Taastrup i sommeren 2007 som en forsøgsordning finansieret af satspuljemidler. Fra januar 2009 gjorde Byrådet ordningen permanent og overtog samtidig det økonomiske ansvar lokalt. Frem mod 2013 har partierne bag satspuljeforliget afsat yderligere 81,7 mio. kr. til udbredelse af Fritidspasordningen.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













