
Står det til KL, så skal kommunale chefer fra næste forår kunne forhandle lokalløn direkte med den enkelte ansatte og helt uden om tillidsfolkene. Det er ét af KL's krav til ny overenskomst med de kommunalt ansatte, der skal forhandles de næste par måneder.
Kravet får HK/Kommunal til at stejle. Og på forbundets hjemmeside forudser formand Bodil Otto et skarpt opgør om spørgsmålet. Hun finder, at det vil betyde alt for store skævheder i aflønningen, hvis KL får sin vilje.
- Vi vil stå stejlt på, at lokallønnen fortsat skal forhandles af to ligeværdige lokale parter. Det er ikke noget, cheferne skal sidde og give til dem, de godt kan lide, mens de måske ikke engang tager de andre ind til samtale, siger hun til hk.dk.
Også et andet lønspørgsmål skiller parterne. KL ønsker, at det ikke længere skal aftales centralt, hvor store midler der afsættes af overenskomstens ramme til lokalløn. Det skal udelukkende være op til den enkelte kommune og evt. afdelings chef at finde penge til lokalløn på budgettet.
Det afviser HK Kommunal også. Modkravet er opretholdelse af ordningen, hvor der skal indgås en bindende aftale om, hvor meget der afsættes til lokal forhandling. Uden en sådan frygter HK Kommunal, at lokale lønforhøjelser kommer fra besparelser andre steder i de kommunale budgetter.
Forsker enig: Risiko for øget ulighed
HK Kommunals frygt for, at den helt individuelle forhandling om lokalløn vil give øget ulighed, deles af en ligestillingsforsker. Det fortæller Newspaq.
- Ved den totale decentralisering af lønforhandlinger, vil man sagtens kunne se nogle scenarier for sig, hvor den uligeløn, vi ser i forvejen nu, vil blive forstærket, siger ligestillingsforsker ved Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke, til nyhedssitet.
Flere undersøgelser viser nemlig, at der er forskel på, hvordan mænd og kvinder er i stand til at forhandle deres individuelle løn. Mænd tør simpelthen i højere grad at skyde over målet, mens kvinder har svært ved at sætte kroner og ører på deres arbejdskraft og kompetencer.
Den frygt har KL's forhandler, borgmester Michael Ziegler (K), ikke. Han mener, at den gode chef er i stand til at gennemskue den forskel, der måtte være på kønnenes måde at tackle en forhandlingssituation på.
Parterne får på torsdag 2. december lejlighed til at krydse klinger på lønspørgsmålene. Her er der aftalt forhandlingsmøde mellem HK Kommunal og KL's forhandlingsudvalg med Michael Ziegler og HK Kommunal-formand Bodil Otto i spidsen.
Den ny overenskomst skal træde i kraft 1. april 2011.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.