dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Budgetforliget er indgået mellem partierne Venstre, De Radikale, Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Hjørring Kommune

Hjørring prioriterer anlæg og vedligeholdelse i ny budgetaftale

Med en udfordret økonomi har forligspartierne valgt at reservere 64,5 mio. kr. i frie anlægsmidler til det kommende byråd.
23. SEP 2025 11.03

HJØRRING: I Hjørring Byråd har Venstre, De Radikale, Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Konservative og Dansk Folkeparti indgået budgetforlig for 2026. Kun Vendelbolisten står uden for forliget med et enkelt mandat. 

Borgmester Søren Smalbro (V) udtrykker anerkendelse af forligspartierne for deres konstruktive tilgang til forhandlingerne:

- Jeg er stolt af, at vi i et kommunalt valgår har kunnet samle et bredt flertal om en ansvarlig aftale. Det giver os mulighed for at sende stafetten videre til det kommende byråd på en god og ordentlig måde, udtaler borgmesteren og fortsætter:

- Vi er nået til enighed om et budget, der både tager ansvar for økonomien og udnytter muligheden for at styrke frivilligheden og borgernes deltagelse i fællesskaber. Det er en investering i sammenhængskraften.

En udfordret økonomi

I budgetaftalen fremgår det, at kommunens ekstra finansieringstilskud på 33,1 mio. kr. videreføres i overslagsårene – indtil en ny udligningsreform – samtidig videreføres tilskuddet til særligt vanskeligt stillede kommuner på 22 mio. kr.

Kommunen er økonomisk udfordret af nedgang i befolkningstallet og udgiftspres særligt på det specialiserede socialområde, og den økonomiske udfordring i den kommende byrådsperiode handler derfor fortsat om at skabe balance mellem indtægter og udgifter.

Det nye byråd får også til opgave at udmønte balancepuljer på 32,7 mio. kr. i 2027, voksende til 62,7 mio. kr. i 2028 og 92,7 mio. kr. i årene derefter. Disse balancepuljer er en forudsætning for at opnå budgetbalance.

Henover den nuværende byrådsperiode har byrådet allerede reduceret udgifterne med 120 mio. kr. årligt, som er udmøntet gennem driftsmæssige reduktioner på knap 70 mio. kr. og en reduktion på det specialiserede socialområde på 50 mio. kr. ved hjælp af en tværgående forebyggelsesstrategi.

Anlæg prioriteres

I budgettet for 2026 og overslagsårene er der fundet plads til en række udvidelser på anlæg og drift. 

Der afsættes bl.a. 10 mio. kr. til et helhedsprojekt i Hjørring bymidte, 2,87 mio. kr. i 2026 og 1,23 mio. kr. i 2027 til de fysiske rammer på et ældrecenter og 10,6 mio. kr. i 2026, 15,14 mio. kr. i 2027 og 4,54 mio. kr. i 2028 til nødvendige reparationer og vedligeholdelsesarbejder af hastende karakter på folkeskolerne.

Som en del af Folkeskolens Kvalitetsprogram afsættes der 5 mio. kr. i 2027, 7 mio. kr. i 2028 og 8,9 mio. kr. i 2029 til forbedringer af faglokaler, og der afsættes 4,1 mio. kr. i 2028 og 2029 til et nyt klubhus i Bagterp.

For at give det kommende byråd mulighed for at prioritere inden for anlægsområdet er der reserveret 64,5 mio. kr. i frie anlægsmidler i budgetperioden.

På driftssiden afsættes der 0,6 mio. kr. i 2026 til en indsats for unge fra hjem præget af misbrug. Forligspartierne prioriterer også en udviklingspulje for de selvejede haller med henblik på at stimulere til yderligere aktivitet og indhentning af midler fra fonde. Puljen er på 1 mio. kr. i 2026 og i 2027 og er en forsøgsordning, som skal evalueres i 2027.

Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hjoerring-prioriterer-anlaeg-og-vedligeholdelse-i-ny-budgetaftale

GDPR