dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Her ses et billede fra første fysiske møde mellem Aalborg og Mykolaiv på seminar i Lviv i oktober 2023.
Aalborg Kommune

Kommuner i Ukraine-samarbejde:
Hjælper med affaldsviden, ungepolitik og app til psykiske mén

Fem danske kommuner hjælper Ukraine med at genopbygge og optimere, så landet kan komme bedre ud på den anden side af krigen.
7. FEB 2024 10.30

Krigen i Ukraine buldrer afsted, og udsigterne til ophør synes desværre fjerne. Ikke desto mindre er der et presserende behov for at forberede landet på livet efter krigen, og derfor har flere danske kommuner nu valgt at gå sammen i et nyt samarbejde for at yde støtte.

Med en samlet bevilling på 20 millioner kroner fra Udenrigsministeriet skal fem danske kommuner bistå forskellige ukrainske byer med at opbygge kapacitet og levere forbedret service til de ukrainske borgere. 

Veteranhjælp og apps

København skal styrke Ukraine til at håndtere sin veteranindsats mere effektivt.

- De har selvsagt mange veteraner i Ukraine, og selvom de har været i krig siden 2014, har de ingen velunderbyggede indsatser med, hvordan man hjælper veteraner tilbage til arbejdsmarkedet og samfundet. Det har vi i København, fortæller beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) til DK Nyt. 

Han understreger vigtigheden af, at de ukrainske veteraner, der i øjeblikket modtager hjælp i Danmark, også får støtte, når de vender tilbage til Ukraine.

- Vi skal sikre, at det ukrainske folk er rustet med de nødvendige værktøjer og viden til at kunne reintegrere veteranerne, når krigen er forbi, siger han.

Kommunen afholder løbende teamsmøder med ukrainske borgmestre og embedsmænd. Derudover er planen, at ukrainerne skal modtage undervisning både i deres hjemland og i Danmark af fagfolk.

Odense Kommune, der også deltager i samarbejdet, vælger at bidrage med rehabiliteringsforløb til veteranerne gennem to forskellige apps: én dedikeret til genoptræning og én til behandling af psykiske mén. 

- Vi er i gang med at udvikle begge apps lige nu, og vi lægger vægt på, at de bliver så brugervenlige som muligt. Det skal være let for familie og pårørende at hjælpe, hvis veteranen har brug for assistance, siger Brian Dybro (SF), rådmand fra Ældre- og Handicapforvaltningen, til DK Nyt.

Brian Dybro fortæller, at det er meningen, at der skal sendes folk til Ukraine for at undervise og forklare om appsene.

Vand og affald

Aarhus og Ikast-Brande kommuner vil bidrage med deres viden inden for affaldssortering og spildevandshåndtering.

- Størstedelen af deres spildevand ryger til Østersøen, så tanken er, at vi kan hjælpe dem med at udvikle deres spildevandshåndtering, så de udleder færre farligere stoffer. Det skal derudover tænkes som et pilotprojekt, så den viden kan skaleres op, så det kan dække flere dele af Ukraine på sigt, fortæller Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, til DK Nyt. 

Aarhus sender løbende eksperter til Lviv, deres samarbejdsby, for at undervise og rådgive. 

Også Ikast-Brande Kommune har folk til stede i Ukraine i byen Voznesensk, hvor de også yder deres bidrag til samarbejdet. 

- Vi snakker sammen online hver uge, og vi sender både folk til Ukraine for at undervise og inviterer ukrainere herop for at modtage undervisning. Det var også på den måde, vi fandt frem til, hvad de har mest brug for hjælp til, fortæller kommunaldirektør Flemming Storgaard til DK Nyt. 

Den midtjyske kommune har bidt mærke i, at Ukraines affaldssortering halter gevaldigt bagefter. 

- De (ukrainerne, red.) synes, det lyder helt vildt, at vi sorterer affald i ti fraktioner. Så der kunne vi med det samme se, at vi kan hjælpe dem med vores viden på området. 

Fokus på børn og unge

Aalborg Kommune, den sidste deltager i samarbejdet, vil bidrage med ekspertise inden for varmeforsyning og ungdomspolitik.

Kommunen vil bl.a. samarbejde med Mykolaivs afdeling for ungdomspolitik for at inspirere til nye tilgange til børn og unges rettigheder samt styrke de unges deltagelse i politiske processer. Der vil også blive arrangeret aktiviteter for unge fra både Mykolaiv og Aalborg.

Borgmester Lasse Frimand Jensen (S) fortæller, at de har fokus på at genopbygge Mykolaiv, så det bliver et attraktivt sted at bo for ukrainerne.

- Aalborg Kommune deler sin erfaring med medarbejdere fra Mykolaiv i en blanding af besøg – alt efter sikkerhedssituationen - og onlinemøder mellem fagfolk i vores kommuner, og det udvikler både os og dem, siger Lasse Frimand Jensen til DK Nyt.  

Der er indgået samarbejde mellem: 

  • Aalborg og Mykolaiv
  • Aarhus og Lviv
  • København og Kyiv
  • Odense, Kyiv og Mykolaiv
  • Ikast-Brande og Voznesensk

Kilde: KL.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hjaelper-med-affaldsviden-ungepolitik-og-app-til-psykiske-men

GDPR