
I Sydjyllands Storkreds er MF Henrik Dahl spidskandidat for Liberal Alliance, som han var ved FV19. Han fik et af partiets bare fire mandater - alle på tillægsmandater - som i dag er skrumpet til tre. Dahl stiller som den eneste af de tre MF'er fra LA op i samme storkreds som sidst.
Sidst blev han pustet i nakken af byrådsmedlemmet fra Varde Steen Holm Iversen, som var spidskandidat, men blev overhalet af Dahl, der i forvejen sad i Folketinget - og kom ind med 1.737 personlige stemmer, mens Iversen fik 837.
Iversen blev første stedfortræder, men efter at han ikke blev valgt ind - på trods af, at han stod øverst i alle enkeltkredse - forlod han LA til fordel for De Konservative, hvor der også pludselig blev et spidskandidatur ledigt i Varde.
Kontroverserne mellem de to fyldte en del ved FV19, men denne gang er der ingen oplagt rival til Dahl, som dagen efter FV19, hvor LA kun lige bevarede sin plads på Christiansborg, hudflettede ledelsen i sit eget parti, som han beskyldte for nepotisme og manglende kompetence. Og trods krav om exit efter svadaen plejede Henrik Dahl forholdet til gruppen med en undskyldning.
"Selvpromovering"
To andre byrådspolitikere, der stillede op sidst, er forsvundet fra listen: Dels Martin Boye fra Vejen, som i dag er løsgænger i byrådet. Han forlod partiet i protest mod "den organisatoriske kultur" og udtalte, at der er "nogle mennesker, som bruger den politiske scene til selvpromovering".
Dels spidskandidaten fra KV21 i Kolding, Pernille Schwaner, som blev ekskluderet efter et længere slagsmål på lokalt plan. Hun skulle have modarbejdet den lokale bestyrelse angående valgforbund.
Væk fra kandidatlisten er derudover Claus Hansen, John Rasmussen og Søren Peder Stensgård Sørensen.
Ud af ni sydjyske LA-kandidater er otte debutanter: Carl Andersen, der er tidligere LAU-formand, Helena Artmann Andresen, Mikkel Pedersen, Tobias Pagh, Carsten Andersen, Kim Alexander Jensen, Kenneth Kirkeby og Dorthe Wildt.
I Sydjyllands Storkreds faldt der ved FV19 21 mandater - seks til S og seks til V, tre til DF, en til hvert af partierne SF, EL, R, K, LA og NB.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.