
VIBORG: Målet med projektet er at lette overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Projektet skal skaffe mere viden om, hvordan dette sker bedst.
De elever, der deltager i projektet, er fra grundskolernes 9. og 10. klasse, og fælles for dem er, at de starter på en ungdomsuddannelse efter sommerferien. Det skriver Viborg Kommune.
Alle elever, der deltager, får stillet en mentor til rådighed de første tre måneder af uddannelsen. Det skal være med til at sikre, at de unge kommer godt i gang på uddannelsen.
Igangsætningen af projektet i det nye skoleår har betydet, at en række unge hen over sommeren har modtaget et brev fra deres vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning med en invitation til at deltage i projektet. På den måde kan de unge også være med til at skaffe mere viden om, hvordan flere unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse.
Op til 80 elever vil være med i projektet og vil få tildelt en GPS-mentor.
Hvad er en GPS-mentor?
- Vi bruger udtrykket GPS-mentor, fordi mentoren skal være en GPS for den unge og fungere som sparringspartner og retningsgiver og dermed være med til, at den unge kan finde rundt i eget liv og arbejde i retning af de mål, han eller hun har, siger Claus Jensen, afdelingsleder for Ungdommens Uddannelsesvejledning i Viborg Kommune.
- Eleverne kan tale med GPS-mentoren om alt fra personlige og sociale forhold, men GPS-mentoren kan også understøtte den unge i, hvordan der bliver taget hånd om eventuelle faglige udfordringer, uddyber han.
Hvad GPS-mentoren kan tilbyde af støtte, vil i høj grad afhænge af den enkelte elevs behov. Det kan være alt fra løbende dialog om status på uddannelsen - også gerne via SMS - over vejledning og aftaler om fremadrettede handlinger til mere individuelle, fortrolige samtaler, hvor GPS-mentoren hjælper den unge til at komme videre.
De GPS-mentorer, som de unge får tildelt, er alle personer, der arbejder med unge til dagligt. Det er enten vejledere fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, lærere fra grundskolen eller andre professionelle, som via deres job har kendskab til at arbejde med unge og guide dem.
- At vi skal have GPS på de unge og satellitovervågning på de ældre, kan nok for nogle synes lidt mærkelig, men vi skal huske, at de unge i dag skal forholde sig til mange forskellige valg og til mange forskellige voksne, siger Kai O. Andersen, formand for Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune.
- Vi har brug for at blive bedre til at sikre en god overgang fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne. Dette projekt kan hjælpe os til at gøre det bedre og først og fremmest handler det jo om, at de unge kommer godt i gang med en uddannelse, uddyber Kai O. Andersen.
GPS-mentorerne er et led i projekt Ungdomsuddannelse Til Alle i Viborg Kommune. Projektet har netop sat fokus på temaet om de unges overgange fra grundskole og ind på ungdomsuddannelserne. En arbejdsgruppe med personer, der alle arbejder med unge, har beskrevet hvordan et sådan tilbud kan se ud.
Til at finansiere GPS-mentorerne er der søgt og bevilliget midler fra det såkaldte Hold Fast-projekt. Hold Fast-projektet er et tværregional projekt mellem Region Syddanmark og Region Midtjylland. Projektet understøtter målet om, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.