KØBENHAVN: Mentorer, praktikforløb, gæstelærere, vejledning og en række erhvervs-aktiviteter vil fylde de unges hverdag det næste halvandet år. Store og små virksomheder er klar til at være med, skriver Københavns Kommune.
- Smart Stars er et samarbejde mellem skoler og virksomheder og UU København med vægt på erhvervspraktik og mentorordninger. Vi vil se, hvad det kan blive til, hvis man forkæler en gruppe unge med positiv opmærksomhed og vover at stille store forventninger til dem og bakke dem op i deres videre uddannelsesvej.
Sådan forklarer ungdoms- og uddannelsesvejleder Flemming Eiberg Hertz, der har til at udforme projekt Start Stars, der er inddelt i forskellige faser og løber frem til august 2011. Projektet involverer to 8. klasser på Ellebjerg og Bavnehøj Skoler.
Den ny børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) skyder projektet i gang på Ellebjerg Skole, tirsdag aften den 2. februar ved et offentligt arrangement.
- Alle unge har drømme om en god fremtid, og Smart Stars skal bidrage til at give de unge i et udsat område nogle kompetencer til at gennemføre en ungdomsuddannelse med succes og samtidig skabe varige relationer mellem skoler og erhvervsliv. Der er masser af talent gemt i de unge og med en håndsrækning og et puf i ryggen og i et tæt samarbejde skal vi have de unge stjerner til at funkle og få en god start på voksenlivet, siger borgmesteren.
Ungdoms- og uddannelsesvejleder Flemming Eiberg Hertz forklarer:
- Målet er at styrke elevernes viden og kendskab til job og erhvervsliv og forstå processen fra de ser en annonce til de forhåbentlig sidder i jobbet. Smart Stars skal styrke elevernes personlige og sociale kompetencer for at kunne begå sig på en arbejdsplads. Vi satser på at få øget antallet af erhvervspraktik-pladser og få opbygget mentor-relationer mellem lokale virksomheder og elever i et tæt samarbejde med forældrene.
Man Diesel, Metro Danmark, Lundbeck A/S, Advokatfirmaet Irene Dahl, Kulturhuset Karens Minde og fagforeningerne Dansk Metal og 3F er blandt de deltagende virksomheder i projektet. Aktiviteterne rettet mod eleverne vil blandt andet være: Erhvervspraktik, introduktionskurser, besøg på virksomheder for hele familien, gæstelærere fra virksomhederne samt jobsøgningskurser og ung-til-ung-vejledning.
Smart Stars udløber af en række forslag fra 'Tænketanken for internationalisering og erhvervsudvikling, (CPH International Vidensby)', der skal fremme konkurrenceevnen i København. Projektet er støttet med i alt 750.000 kroner af Børne- og Ungdomsudvalget.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.