
Gadeidræt skal få nye unge fra udsatte boligområder til at dyrke motion. Men det skal også være med til at fremme medansvar og integration. Det er filosofien bag et nyt samarbejde mellem organisationen GAM3 og Realdania om at forbedre mulighederne for gadeidræt i forskellige boligområder i landet.
Realdania støtter projektet 'Your GAM3' med 2,7 mio. kr. som skal gå til opgradering af eksisterende gadefaciliteter i fem boligområder, nyetablering af gadefaciliteter i tre boligområder, samt rådgivningsydelser i otte boligområder.
Forhåbningen er, at den ekstra indsats ikke bare løfter den enkelte unge, men hele boligområdet.
- Forventningen er, at bedre faciliteter til gadeidræt ikke kun vil gavne de unge, som bruger dem. Det vil også kunne give mere liv i de udsatte boligområder, fordi aktiviteten ikke gemmes væk som i en traditionel sportshal. Det gør, at gadeidrætten kan bidrage positivt til hele boligområdet, siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.
Dans og fodbold
Pengene fra Realdania skal bruges til at udvikle moduler til fire sportsgrene i de otte boligområder. Det drejer sig om Street Basket, Street Dance, Street Soccer og Street Fit. Primus arkitekter, PingOut og parkour-specialisterne Streetmovement indgår ligeledes i samarbejdet.
Håbet er, at de nye faciliteter kan tages i brug i 2013. Efterfølgende opsamles projektets erfaringer i en publikation, og planen er også at afholde en konference.
De første seks boligområder er udvalgt, og de ligger i henholdsvis Sønderborg, Herning, Horsens, Brøndby, Rødovre og Næstved.
GAM3 har arbejdet med at organisere gadeidræt blandt unge mellem 12 og 18 år siden 2002. Midlerne kommer blandt andet fra Integrationsministeriets SATS-pulje, samt forskellige kommuner og boligselskaber, som frem til 2014 har bevilget 15,2 mio. kr. til organisationen.
srl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.