
FURESØ: Furesø Kommune vil give unge ledige meningsfulde opgaver at stå op til. Det handler om grønne job til gavn for mennesker og miljø i lokalområdet. Furesøs vision er at være en af de mest attraktive og grønne bosætningskommuner i hovedstadsregionen. Samtidig vil kommunen hjælpe ledige i gang med job og uddannelse med fornuft og fremtidsperspektiv for den enkelte, lyder det fra kommunen.
- I Furesø skal alle have mulighed for at bidrage til fællesskabet. Der er mange opgaver at løse og samtidig ledige hænder, der gerne vil i gang. De to ting vil vi gerne kombinere. Derfor har vi bedt forvaltningen om et katalog af muligheder for 'grøn aktivering', siger borgmester Ole Bondo Christensen (S).
Neslihan Diksan (S), der er formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, siger:
- De konkrete forslag skal give mening for både de ledige og kommunen. Aktivering skal give de ledige et fodfæste på arbejdsmarkedet, kvalitet i hverdagen og perspektiv for fremtiden.
Forvaltningen arbejder med en række forskellige grønne opgaver og praktikophold som for eksempel pleje af området omkring Søndersø, praktisk hjælp til Skolelandbruget, hjælp til spejdernes genbrug, bådudlejningen på Farum Sø samt opgaver i forbindelse med åbningen af Flyvestation Værløse. Initiativerne er et supplement til det eksisterende samarbejde mellem jobcenteret og private virksomheder om at skabe job- og praktikpladser til ledige.
Målet er at skabe flere uddannelses- og jobmuligheder for unge ikke-forsikrede ledige samt borgere med funktionsnedsættelse. Oplevelsen af at blive værdsat gennem et meningsfuldt arbejde til gavn for lokalsamfundet er afgørende. Grøn aktivering bliver til i et tværgående samarbejde mellem kommunens forskellige forvaltninger og gennem offentlige og private partnerskaber. Jobcenteret vurderer, at det vil dreje sig om 60-90 ledige pr. måned, som kan komme i grøn aktivering.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.