
KØGE: Ungepatruljen består af unge kontanthjælpsmodtagere, der skal løse forskellige praktiske og borgernære opgaver for kommunen som led i deres aktivering i Ungecenteret. Det sker i samarbejde med ETK, som er Køge Kommunes entreprenør- og driftsvirksomhed.
- Ungepatruljens første hold skal hjælpe os med at fjerne bjørneklo. Vi er glade for at få tilført ekstra hænder, for her har vi et område, hvor man bare ikke kan gøre nok. Senere på året er det planen, at de unge skal være med til at spule graffiti bort og holde Køges strande fri for affald. Det er opgaver, vi allerede tager os af i ETK, men nu kan vi gøre det endnu bedre, fortæller direktør Petter Møller fra ETK.
10 unge er med på Ungepatruljens første hold. De bliver synlige i gadebilledet med særlige Ungepatrulje-biler, og det er helt bevidst, fortæller centerleder Flemming Udbjørg fra Ungecentret:
- Vi ser det som en vigtig del af projektet, at de unge viser, at de arbejder i en arbejdsopgave, som fungerer som en almindelig virksomhed og for borgerne, at de kan se, at de unge gør nytte for kommunen. Det kan medvirke til gensidig respekt, siger Flemming Udbjørg.
Fører til job
Køge Kommune bruger allerede aktiv jobtræning mere end landet som helhed. Med Ungepatruljen skrues der nu endnu mere op for indsatsen.
- Her i Køge skal unge ledige arbejde for kontanthjælpen. Ungepatruljen er et vigtigt supplement til virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud, fordi al erfaring viser, at erfaring med rigtige arbejdsopgaver, giver en kortere vej til arbejdsmarkedet. Med Ungepatruljen kan vi hjælpe endnu flere unge ledige i gang i en fart, siger formanden for arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget, Mogens Møller (SF) og fortsætter:
- Vores beskæftigelsesindsats virker godt på den lange bane, men de unge er lidt længere om at komme i job, praktik eller uddannelse i Køge end i andre kommuner. Derfor sætter vi nu ind med Ungepatruljen. Målet er at få flere unge ud af kontanthjælpssystemet, inden der er gået tre måneder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.