
ESBJERG: Teknik kan nok føre til frustrationer hos mange af os. Især hvis den ikke vil, som man vil. Det var baggrunden for, at Fourfeldtskolen i Esbjerg tirsdag blev evakueret, fordi politiet frygtede, at der var en bombe på skolen. Det skriver TV Syd.
En borger var gennem Esbjerg Kommunes hjemmeside kommet i kontakt med kommunens automatiske chatrobot, hvor der ikke sidder et rigtigt menneske i den anden ende.
Frustrationer over, at chatrobotten ikke forstod spørgsmålene, fik borgeren til at nævne ordene "bombe" og "Fourfeldtskolen" i en forbindelse, som kunne tolkes som en bombetrussel.
Både politi med bombehunde, brand og redning og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev tilkaldt. Og efter at bombehunde havde gennemsøgt en lille del af skolen, gik arbejdet på skolen på lavt blus, fortæller vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi Jan Lambertsen.
- Gennem efterforskningen finder vi ud af, at denne trussel ikke er så reel. Det er nærmere en frustration over en chatrobot, der ikke helt forstår de spørgsmål, der bliver stillet. Og det afstedkommer en ordveksling, uden jeg kan komme nærmere ind på det, der gør, at man kan opfatte det som en trussel, hvor ordet bombe indgår, siger vicepolitiinspektøren og fortsætter:
- Rigtig uheldigt, for det får jo virkelig en stor konsekvens, fordi vi iværksætter det her ret store beredskab på forskellige niveauer, siger han.
Efterspillet har ifølge Ole Lerke, der er skoleleder for de tre Bohr-skoler – heriblandt Fourfeldtskolen – været ret udramatisk.
- Der er ikke kommet så mange spørgsmål fra forældrene, så dér er der også stille og roligt. Vi er bare glade for, at det var falsk alarm, og så er det også en anden situation. Det er selvfølgelig dramatisk, lige når det står på, men det var heldigvis ikke noget farligt på dén måde, siger Ole Lerke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.