ESBJERG: En bombetrussel, som tirsdag eftermiddag førte til, at en skole i Esbjerg blev evakueret, har vist sig at være en misforståelse. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Efter en anmeldelse om en bombetrussel klokken 13.49 blev skolens elever og ansatte evakueret til en sportsplads i nærheden. Skolen blev spærret af, og både bombehunde og Forsvarets ammunitionsryddere blev tilkaldt. Men siden har der vist sig at være tale om misfortolkede chatbeskeder, oplyser politiet.
- Efterforskningen har vist, at der var tale om en person, som havde skrevet chatbeskeder, som indeholdt sætninger, der var blevet tolket som en mulig bombetrussel mod Fourfeldtskolen Bohr i Esbjerg.
- Undersøgelserne har vist, at der ikke var tale om en bombetrussel, hvorfor vi har ophævet afspærringen på stedet, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Eleverne vil onsdag kunne komme i skole på Fourfeldtskolen Bohr som vanligt. Modsat normalt vil der dog være en mobil politistation ved skolen.
Fourfeldtskolen Bohr ligger i bydelen Fovrfeldt i det vestlige Esbjerg. Skolen har lidt over 750 elever fordelt på 33 klasser, fremgår det af dens hjemmeside.Da politiet evakuerede elever og lærere, lød det i første omgang til offentligheden, at der var tale om et mistænkeligt forhold.
- Skolen har modtaget besked om mistænkeligt forhold, som gør, at alle elever er ført ud af skolen, mens vi arbejder på stedet, skrev politiet i et opslag på det sociale medie X.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.