dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Snart får Odenses børn i dagtilbud nogle endnu større kammerater at lege med.
Colourbox

Fritidsjob som legekammerat: Odense introducerer nyt job for unge

Snart kan børnene i Odenses vuggestuer og børnehaver få selskab af unge legekammerater. For første gang åbner børnehusene nemlig op for fritidsjob til 14-17-årige.
19. MAR 2025 9.07

ODENSE: Odense Kommune har netop slået den første stilling som "legekammerat" op – et nyt fritidsjob, hvor unge mellem 14 og 17 år kan blive en del af hverdagen i byens børnehuse. Initiativet skal både give de yngste børn ekstra sjov i eftermiddagstimerne og samtidig give de unge arbejdserfaring.

Legekammeraterne vil arbejde et par gange om ugen, hvor deres primære opgave bliver at lege med børnene ved fx at lave udendørslege, danse med børnene og fortælle historier. De unge kommer til at indgå i et tæt samarbejde med det pædagogiske personale og får dermed indsigt i arbejdet i et børnehus. 

- Det er absolut et betydningsfuldt fritidsjob, vi nu kan tilbyde. Store børn, der stråler af legelyst, tiltrækker små børn som en magnet. Jeg er overbevist om, at børnene i vores børnehuse kommer til at elske deres nye store legekammerater. De unge møder dem med en ekstra hånd at holde i, noget ny energi til legen og en ekstra mulighed for en hyggestund med for eksempel højtlæsning, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).

Inspireret af "solstråle"-ordning 

Tiltaget er en del af budgetforliget 2025, hvor Odense Kommune har prioriteret midler til at skabe flere fritidsjob inden for velfærdsområdet. Det er inspireret af den eksisterende "solstråle"-ordning, hvor unge arbejder på plejehjem.

Dagtilbudschef Mette Hviid Laustsen håber, at jobbet som legekammerat kan give de unge smag for det pædagogiske fag:

- Kommunerne mærker allerede nu konkurrencen om dygtige velfærdsmedarbejdere. Forhåbentlig får nogle af legekammeraterne smag for det pædagogiske fag og vender tilbage som voksne. De får i hvert fald en erfaring, der giver dem indsigt i hverdagen i et børnehus, som kan hjælpe dem med på et senere tidspunkt at træffe et oplyst uddannelsesvalg, siger hun. 

Stillingerne bliver løbende slået op, og de unge kan arbejde to eftermiddage om ugen i et af kommunens cirka 125 børnehuse.

hss

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fritidsjob-som-legekammerat-odense-introducerer-nyt-job-for-unge

GDPR