
Efter et dyk ved KV17, der kunne have indvarslet begyndelsen til enden, har lokallisterne rejst sig igen ved KV21. Antallet af lokalliste-borgmesterposter blev ganske vist halveret fra to til en, men antallet af valgte voksede 13 til 91.
Det er en fremgang fra KV17 til KV21 på 14 pct. Den kom ganske vist efter en tilbagegang fra KV13 til KV17 på 21 pct., men en fremgang er en fremgang. Nærdødsoplevelsen udeblev.
Kurven er dog ikke alt for lovende, for efter strukturreformen har udviklingen været et fald, så en lidt mindre fremgang, derefter et nyt fald og endnu en lidt mindre fremgang. Denne gang var der så fremgang, og ved KV25 ved vi, om mønstret fortsætter eller brydes.
Flere lokallister opnåede valg
Dog, der er andre plusser i bogen til lokallisterne. Antallet af kommuner med valgte lokalliste(r) er uændret 34 mod sidst et fald på fem, og de deles om 44 lokallister, der opnåede valg, en fremgang på fire lokallister i forhold til KV17.
Væksten i det samlede antal fører med sig, at der nu er tre kommuner med repræsentation af tre lokallister: Randers, Lolland og Ærø. Efter KV17 var der ingen, og efter KV13 kun en enkelt (Læsø). To lokallister er valgt i fire kommuner: Tønder, Solrød, Ishøj og Dragør, og 27 kommuner har en enkelt lokalliste valgt.
Størrelsesmæssigt er Tønder den urørlige konge af lokallister. Ni mandater til Tønder Listen, tre til Borgerlisten. I alt 12 ud af 31 eller næsten 40 pct. af alle i kommunalbestyrelsen.
De efterfølgende kommuner i størrelseshierarkiet er Guldborgsund med syv mandater på én lokalliste og Ærø med fem mandater fordelt på tre lokallister. Derefter følger ni kommuner med fire lokallistemandater hver, ni med to og 13 kommuner med et enkelt lokallistemandat.
To borgmesterposter bliver til én
Oveni Tønders rekordhøje 12 lokallistemandater kommer fire til Slesvigsk Parti (SP), som ganske vist ikke er en lokalliste og derfor heller ikke talt med i opgørelsen af lokallisterne. Ikke desto mindre er Slesvigsk Parti også geografisk bestemt ligesom lokallisterne, for SP's vedkommende forankret i det tyske mindretal i de fire sønderjyske kommuner.
Her fik partiet tilsammen ti mandater, samme antal som ved KV17. I Tønder får SP tillige borgmesterposten, den første i fredstid.
Også en af de egentlige lokallister har reddet sig en borgmesterpost, Nyt Odsherred i kommunen af samme navn, som Socialdemokatiet ellers har siddet på, siden kommunen blev dannet. Til gengæld bliver begge lokalliste-borgmesterposter i indeværende valgperiode overtaget af landsdækkende partier, Venstre i Gribskov efter nytgribskov og Socialdemokatiet i Guldborgsund efter Guldborgsundlisten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.