dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Fredericias fæstningsmuseum to skridt nærmere

Museerne i Fredericia skal nu være selvejende, og Voss-grunden skal overdrages til det nye formidlingscenter.
20. JUN 2023 10.16

FREDERICIA: Fredericia Byråd er kommet nogle skridt nærmere et historisk formidlings-/fæstningscenter, der skal have fokus på Fredericia som fæstningsby.

På sit møde mandag blev det afgjort, at en kommende museumskonstruktion i byen skal være selvejende, og at en tom kommunal grund, Voss-grunden, skal overdrages til det nye formidlingscenter. En grund, byrådet ifølge Fredericia Dagblad har købt af hvidevare-producenten for 31,5 mio. kr. 

En del af planen er nu, at museerne i Fredericia, som er statsanerkendt under museumsloven, skal omdannes til en selvejende institution, der også får til opgave at formidle andre dele af Fredericias historie end det militærhistoriske og udfaldet fra Fredericia i 1849.

Borgmester Steen Wrist (S) pointerede, at "når vi kaster så værdifuld en grund ind, som ligger lige midt i byen, så skylder vi også hinanden, at byggeriet opføres i en liga, der er historien værdig. Det skal være et arkitektonisk fyrtårn", mens Connie Maybrith Jørgensen (SF) fremhævede, at "det bliver et formidlingscenter og ikke bare et fæstningscenter. For os betyder det noget, at Fredericia er grundlagt som en fristad, der tog godt imod alle mulige nationaliteter - og også folk, der ikke havde opført sig godt". 

Byggeriet skal opføres med støtte fra fonde og sponsorer. Et konsulentfirma har vurderet, at centret kan hente årlige indtægter for 14 millioner kroner og vil koste cirka 17 millioner årligt at drive. Der kan hentes både statslige og kommunale tilskud til driften.

ka

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fredericias-faestningsmuseum-to-skridt-naermere

GDPR