
Fredericia Kommunes økonomi er under stærkt pres
Et regnskabsresultat, der er værre end forventet, stigende udgifter til handicappede og omlægning af refusionsregler sætter den kommunale økonomi yderligere under pres. Det stod klart på gårsdagens møde i Økonomiudvalget. Det kommer til at betyde en kraftig opbremsning i indeværende år, og at besparelserne i budget 2012-15 skal være større end tidligere planlagt, oplyser kommunen.
I foråret 2010 blev gennemført besparelser på 50 mio. kr. årligt, og i januar i år yderligere 13 mio. kr.
Det er i særlig grad udgifterne til voksne handicappede, der presser kommunens økonomi. De næste fire år vil der være 167 flere handicappede borgere over 18 år, der skal have forskellige former for tilbud. På sidste møde i byrådet blev en ny strategi for området, 'En ny Vej', vedtaget. Beregningerne viser dog, at selv om strategien vil kunne reducere stigningen i udgifterne til området de kommende år, så vil der komme til at mangle penge. I 2011 forventes der merudgifter til voksne handicappede på ca. 35 mio. kr., da det tager tid, før de nye indsatser slår igennem økonomisk.
Kommunerne overtog samtlige udgifter til handicappede i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Tidligere var udgifterne delt mellem kommunerne og amterne, og det har været en vanskelig opgave at få overblik over. Samtidig har udgifterne til området været stærkt stigende siden 2007, og det betyder, at kommunen i praksis først har fået det fulde overblik over de økonomiske konsekvenser i forbindelse med byrådets nye strategi for området.
Mister også penge på aktivering
Det har ikke været muligt før, da det har krævet en detaljeret analyse af samtlige nuværende sager og udarbejdelse af en prognose for de kommende år, som altså viser, at der kommer 167 nye borgere med handicaps.
Hertil kommer, at Fredericia bliver hårdt ramt af nye regler om statsrefusioner på aktivering af ledige. Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets beregninger betyder det, at Fredericia Kommune står til at miste 18 mio. kr. om året. Dog er der en overgangsordning, så tabet i 2011 begrænses til 4 mio. kr. og i 2012 til 8 mio. kr.
Økonomiudvalget har derfor bedt direktionen om allerede nu at sætte gang i udarbejdelse af et sparekatalog med forslag på mellem 90 og 100 mio. kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.