

RUDERSDAL: Med et bredt folketingsflertals fordeling af godt 300 mio. kr. til kulturlivet denne uge er en enkelt mio. øremærket til Gl. Holtegaard, fremgår det af "det kulturelle aktstykke 2024" fra Kulturministeriet.
Støtten til kunsthallen i Rudersdal Kommune er givet for første gang og med en kommentar i pressemeddelelsen fra ministeriet: "Der er også sat penge af til den nordsjællandske kunsthal Gl. Holtegaard, hvis der kan findes en fremadrettet løsning, så konkurs undgås."
Som tidligere fortalt er kunsthallen lukningstruet, bl.a. efter at Rudersdal Kommune har droppet underskudsgarantien til den med udgangen af 2024. Bygningerne ejes af Breda Fonden.
Dyr redningsplan
Borgmester Ann Sofie Orth (K) har tidligere forklaret Sjællandske Nyheder, at Rudersdal Kommune reelt står med en regning på mere end 50 mio. kr. fra 30 mio. kr. i mistet pant plus 17 mio. i renovering og nedrivning. Så skal millionen fra Kulturministeriet udbetales, skal Rudersdal Kommune finde et beløb, der næsten kan ganges med 50 i forhold til den, konkluderer borgmesteren ifølge Sjællandske Nyheder.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) siger til avisen, at statsstøtten kommer med en tidsfrist for en redningsplan inden sommerferien, og at det er op til borgmesten at fortælle, om hun er interesseret:
-Jeg ved godt, at det ikke er en nem sag at løse. Derfor står vi også klar med penge. Men altså, renoveringsarbejderne på 17 mio. kroner er jo ikke penge, der skal falde for Rudersdal Kommune på én gang. Udgiften falder over de næste mange år, siger kulturministeren.
Se fordelingen af kulturmidlerne på det kulturelle aktstykke 2024 her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.