

BORNHOLM: Tre uger før årets politik-festival, er der over 3.100 events tilmeldt, fordelt på cirka 900 arrangører. Dermed slår Folkemødet i år sidste års festival, hvor der blev afholdt 2.954 arrangementer. Det skriver Altinget.
Fornemmelsen i det politiske miljø har ellers den seneste tid været, at Folkemødet havde nået toppen. Men nu ser det altså ud til, at Folkemødet 2017 bliver det største i festivalens levetid.
- Folk har masser på hjerte. Det er jeg glad for, men vi har samtidig også sagt tidligere, at det ikke i sig selv er et succeskriterie for os, at der er flere events end sidste år, siger Mads Akselbo Holm, direktør for Foreningen Folkemødet, til Altinget.
- Det er rigtig fint, at vi har 3.100 events af rigtig høj kvalitet. Men det er ikke i sig selv et succeskriterie for Folkemødet at have 3.000 events. Det er et succeskriterie at have de bedst mulige events til det publikum, vi har, tilføjer han.
Folkemødet fik sin debut i 2011, hvor 10.000 mennesker mødte op for at deltage i festivalens dengang blot 256 arrangementer. Siden har Folkemødet slået sig fast, og alene sidste år lød besøgstallet på omkring 100.000 personer.
I Foreningen Folkemødet forventer man, at besøgstallet i år når et tilsvarende - hvis ikke højere niveau.
- Jeg kan håbe, der kommer flere besøgende. Vi har plads til flere og et setup, der kan magte, at der kommer flere. I og med at vi også introducerer vores aftenunderholdning fra hovedscenen hver aften, har vi også forhåbningen om, at der kommer flere gæster, og at de gæster, der kommer, vil blive længere, siger Mads Akselbo Holm til Altinget.
Folkemødet bliver afholdt fra 15.-18. juni 2017.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.