
Der er nu sikre beviser for, at mindst én hunulv har krydset grænsen mellem Tyskland og Danmark. Det viser dna-analyser af ekskrementer og fra dræbte dyr, oplyser Naturstyrelsen.
Det er første gang, der er fundet spor af hunner, siden den første hanulv blev fundet død i Thy i efteråret 2012.
Det er Institut for Bioscience på Kalø, Aarhus Universitet, som har foretaget dna-analyser af ulveekskrementer, dræbt vildt og et dræbt husdyr i Jylland. Prøverne er indsamlet i efteråret 2014 og foråret 2015 i Nordjylland, Midtjylland, Sydvestjylland og Sydøstjylland.
Naturstyrelsens folk har selv fundet ekskrementer én gang, mens otte privatpersoner har indleveret såvel ulveafføring som dræbt vildt, hvorfra man har kunnet analysere spyt, oplyser kontorchef Trine Fugmann
- Beviser for hunulve i Danmark har været ventet længe, og mange har undret sig over, hvor de blev af. Nu ved vi så, at der har været mindst én hunulv flere steder i Jylland. Men om der er tale om en eller flere hunulve, ved vi først om en måneds tid, når Aarhus Universitet har lavet mere dybtgående undersøgelser, siger Trine Fugmann.
Får de så også unger?
Fundet af hunulve-dna giver ikke umiddelbart styrelsen anledning til at ændre på forvaltningen af ulven, som Naturstyrelsen sammen med den såkaldte ulvegruppe lavede en plan for i 2014. Naturstyrelsen har netop indledt en række informationsmøder i Jylland om ulve.
Biolog Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) konstaterer, at det, der har verseret rygter om gennem længere tid, nu er blevet en kendsgerning.
- Det kunne være spændende at vide, hvor mange ulve, der er fundet spor af, og hvor stort et område ekskrementerne har været spredt ud over. Man kan ikke udelukke, at der er eller har været hvalpe, siger han til Ritzau.
Bo Håkansson mener, at opdagelsen styrker behovet for, at der nu bliver indledt en langsigtet og struktureret overvågning af ulve i Danmark.
Ritzau
Fakta
Ulve i Danmark
- Torsdag bekræftede Naturstyrelsen, at der for første gang i nyere tid er fundet spor efter en eller flere hunulve i Danmark.
- Senest har det vakt opsigt, at der er observeret ulve eller spor efter dyrene nær Kolding og Randers.
- Den første bekræftede ulv i Danmark blev fundet død i Nationalpark Thy i Nordjylland i 2012. Da havde ulven været borte fra Danmark i 200 år.
- Siden er der observeret ulve og indsamlet dna-spor fra ulve i det meste af Jylland.
- 23 steder i Jylland er der fundet dna-bekræftede spor efter en eller flere hanulve.
- I alt er der sikre fund af 19 hanulve i Danmark.
- Ulve lever i kobler, oftest bestående af en hanulv, en hunulv og deres afkom fra de seneste to år.
- Deres føde består typisk af råvildt og kronvildt. De kan også dræbe husdyr som får, geder eller kalve.
- Ulven er fredet, og jagt er derfor forbudt. Hvis ulve i Danmark får unger, er myndighederne internationalt forpligtet til at yde dem særlig beskyttelse.
- Ulveangreb på mennesker er meget sjældne, da ulven ikke opfatter mennesket som et bytte. Normalt vil dyrene stikke af.
- Hvis ulven ikke stikker af, når man møder den, så anbefales det at hæve stemmen, klappe i hænderne og lave store fagter med armene. Det vil få de fleste ulve til hurtigt at forsvinde.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.