Et bredt politisk flertal er åben for at lade ukrainske flygtningebørn blive undervist på deres modersmål frem mod sommerferien.
Forslaget stammer fra Claus Hjortdal, der er formand for landets skoleledere. Han mener ikke, at der er nok dansksproget personale til at løse opgaven.
- Lad mødre og andre undervise de ukrainske elever på ukrainsk frem til sommerferien, eller hjælp dem til at få onlineundervisning hjemme fra Ukraine, siger han til Jyllands-Posten.
Claus Hjortdal fremhæver, at Ukraine er langt fremme med videoundervisning via internettet. Og at der er læreruddannede og lærerstuderende blandt de ukrainske flygtninge, der er kommet til Danmark som følge af invasionen.
- Det vil give os en ro til at finde en løsning, hvis det viser sig, at eleverne skal blive her i flere år, siger Claus Hjortdal.
Regeringen, de tre støttepartier og Venstre støtter idéen.
Kræver dispensation fra folkeskoleloven
Regeringen har opfordret pensionerede lærere og studerende til at melde sig til at hjælpe med at løfte opgaven. Men ifølge avisen, der har talt med en række kommuner, har kun få meldt sig indtil videre.
Det vil kræve en ændring eller dispensation af folkeskoleloven, hvis de ukrainske børn ikke skal undervises på dansk. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) støtter dog forslaget.
- Det er helt oplagt at give lov til, at en ukrainsk elev i 8. klasse undervises på ukrainsk i for eksempel kemi. Der skal vi ikke holde fast i, at det skal være på dansk, siger ministeren til Jyllands-Posten. Hun er også åben for onlineundervisning.
Millioner af ukrainere flygter fra deres hjemland efter Ruslands invasion af Ukraine
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.