20. april i år blev 100 året for kvinders kommunale valgret fejret i Århus, og samme dag søsatte Århus Kommune kampagnen 'Flere kvinder i byrådet'. Bag initiativet står Århus Kommunes Ligestillingsudvalg og et enigt byråd.
Nu intensiveres kampagnen med blandt andet en ny tema-hjemmeside. Her fortæller byrådets otte kvindelige medlemmer om deres personlige veje ind i politik: Hvorfra kom inspirationen, og hvilke gevinster, udfordringer og overraskelser har de mødt som politikere og medlemmer af byrådet?
På hjemmesiden findes også en historisk oversigt med navne på de kvinder, der har siddet i Århus Byråd i periode 1909–2009. Endelig kan kvinder, der overvejer at stille op til næste kommunalvalg, og partiforeninger, der gerne ser flere kvindelige kandidater på deres opstillingslister, finde gode råd.
Samtidig opfordrer Århus Kommune samtlige lokale partiforeninger og politiske ungdomsforeninger til dialog om flere kvinder i byrådet: ”Sæt spørgsmålet om barrierer og muligheder for flere kvinder i lokalpolitik på dagsordenen!”.
Med et lille hæfte 'Flere Kvinder i Århus Byråd – invitation til dialog i din partiforening' ønsker Århus Kommune at inspirere foreningerne til at tage aktiv del i dialogen om, hvad der skal til for at øge kvindeandelen i Århus Byråd. Det sker ud fra blandt andet disse spørgsmål:
• Hvad betyder det for demokratiet, at der er så forholdsvis få kvinder i politik?
• Hvad skal der til for, at det bliver mere attraktivt for kvinderne at gå aktivt ind i kommunalpolitik?
• Er der forskelle i kvinders og mænds motivation og krav til et aktivt liv i kommunalpolitik?
• Hvilken rolle spiller de politiske partier?
Formanden for Århus Kommunes Ligestillingsudvalg, byrådsmedlem Susan Arac (S), siger:
- Kvinder kan ikke tages til indtægt for særlige 'kvindestandpunkter', men kvinders baggrund og livserfaring skal inddrages på lige fod med mændenes i de beslutninger, der træffes i byrådet. Det giver et bedre beslutningsgrundlag. Med under en fjerdedel kvinder i byrådet går Århus Kommune desuden glip af kvindernes talenter. Derfor er det så vigtigt, at vi får flere kvinder i Århus Byråd.
For yderligere at understøtte kampagnen vil Susan Arac og andre lokale politikere tilbyde at komme på besøg i partiforeningerne og her give deres bud på, hvorfor der ikke er flere kvinder i kommunalpolitik. Besøgene og dialogerne arrangeres med hjælp fra FO-Århus.
Udgangspunktet for kampagnen er som nævnt Århus Kommunes markering af 100 året for vedtagelse af loven om kvinders kommunale valgret. Loven blev vedtaget den 20. april 1908 og året efter den 12. marts 1909 blev de første to kvinder valgt ind i Århus Byråd. I dag sidder der otte kvinder i Århus Byråd. De udgør dermed godt en fjerdedel af byrådets medlemmer på i alt 31.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.