Flere kommuner trodser vejledning: Børn kan blive hjemme

Børn, der bor med coronasmittede, bør blive hjemme, lyder det fra tre kommuner, der trodser vejledning.
13. APR 2020 17.52
TEMA: Corona

AARHUS / ODENSE / AALBORG: Flere kommuner trodser de officielle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og vil lade børn og voksne, der bor med en coronasmittet, få lov til at blive hjemme fra dagtilbud og skole.

Det gælder ifølge TV2.dk for Aalborg Kommune, Aarhus Kommune og Odense Kommune.

Børn- og ungerådmand i Odense Susanne Crawley Larsen (R) bekræfter over for Ritzau, at kommunen anbefaler, at børn med coronaramte familiemedlemmer ikke møder op.

- Det skaber usikkerhed i forældregruppen, som ellers er positiv i forhold til, at vi genåbner Danmark og starter med skoler og dagtilbud.

- Og vi ønsker at skabe tryghed og sikkerhed omkring genåbningen, siger hun om baggrunden for beslutningen.

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer står der ellers, at man som udgangspunkt godt kan komme i dagtilbud eller skole, selv om en person i husstanden er blevet konstateret smittet med covid-19.

- Der opfordres dog til, at man i sådanne tilfælde er særligt opmærksom på at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd samt være særligt opmærksom på symptomer på sygdom og blive hjemme, hvis man får symptomer. Personer, der forlader husstanden, skal vaske hænder lige inden hjemmet forlades, står der i vejledningen for skoleområdet.

Handler om tryg opstart
Men heller ikke i landets næststørste kommune, Aarhus, kan man anbefale, at børn med et coronasmittet familiemedlem, møder i institution eller skole.

- Det handler om at sikre den mest trygge opstart som muligt. Det har fyldt meget for forælderorganisationer og de faglige organisationer, og vi er overbeviste om, at vores anbefaling vil betyde, at genåbningen kommer til at forløbe bedre for alle, siger rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF) til TV2.

Flere partier mener ifølge tv-stationen, at sundhedsmyndighederne bør ændre retningslinjen.

Det gælder SF, Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt