TØNDER: Antallet af såkaldt tunge landbrugssager, der venter på at blive behandlet i det kommunale regi, er styrtdykket i løbet af 2009. Faktisk er der lige nu kun to sager på venteliste, så det kan ikke gå meget bedre, mener formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Tønder Kommune, Hans L. Hansen (V).
I løbet af 2009 har 57 sager været gennem 'systemet' og har fundet deres afgørelse. Andre 138 sager er i øjeblikket ved at blive behandlet.
- Tilbage er der altså to på venteliste, og den aktuelle ventetid er på op til fem måneder, hvilket også er et kraftigt fald. Målet er dog fortsat, at ventetiden ved årsskiftet skal være på en til to måneder fra vi modtager ansøgningen til sagsbehandlingen går i gang. Det mål når vi, vurderer Hans L. Hansen.
Teknik- og Miljøudvalget, samt de medarbejdere og samarbejdspartnere, der arbejder med miljøsagerne, har dog fået en - omend i samfundsmæssig forstand uønsket - håndsrækning i form af finanskrisen.
- Reelt modtager vi i øjeblikket ikke nye sager. Landmændene er tilbageholdene med at sætte nye projekter i værk, lyder det fra udvalgsformanden.
Som et eksempel på, at en sag tidligere har kunnet trække i langdrag nævner han et enkelt eksempel på en ansøgning, den nye Tønder Kommune overtog fra det daværende Sønderjyllands Amt.
- Undervejs har vi modtaget 12-13 revisioner af ansøgningen - revisioner, der hver gang har ført til, at sagsbehandlingen har måttet begynde forfra. Derfor er det altså ikke helt så enkelt som det kan lyde - og samtidig kommer der også jo også ofte ændringer i lovgivningen 'ovenfra', siger Hans L. Hansen.
cgt
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.