TØNDER: Landbruget og de fire sønderjyske kommuner går nu sammen om at få skruet op for tempoet i behandlingen af påklagede miljøgodkendelser inden for landbruget. De fire kommuner anmoder derfor Miljøklagenævnet om at behandle nogle af de nyeste påklagede miljøgodkendelser i de sønderjyske kommuner.
- Mange landmænd oplever urimeligt lange ventetider. I kommunerne har vi sat meget i værk for at optimere sagsbehandlingen, og det har også givet en god effekt. Men vi må konstatere, at rigtig mange af vores afgørelser bliver indbragt for Miljøklagenævnet, og de bliver næsten pr. automatik returneret til fornyet behandling i kommunerne. Med den nuværende praksis forlænger det ventetiden for landmanden ganske betydeligt, siger borgmester Laurids Rudebeck (V), Tønder Kommune.
Tønder Kommune har derfor taget initiativ til en fælles henvendelse til Miljøklagenævnet fra Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder kommuner samt landboforeningerne i de sønderjyske kommuner. I henvendelsen efterlyser kommunerne og landbruget bedre redskaber til at behandle sagerne, så der kan træffes hurtigere afgørelser.
'I kommunerne forsøger vi løbende at tilrette afgørelserne for at undgå hjemvisning ved påklage. Der er behov for en hurtig afklaring på, om kommunernes nyeste afgørelser er tilstrækkeligt fyldestgørende med hensyn til vurderinger og begrundelser i forhold til naturpåvirkninger, herunder påvirkning af Vadehavet, Lillebælt, Natura 2000 i øvrigt og § 7-natur i medfør af husdyrbrugsloven. Fremadrettet ønskes denne afklaring anvendt ved kommunernes behandling af igangværende sager, herunder de hjemviste afgørelser', hedder det i brevet.
- Nu håber vi på en god dialog med Miljøklagenævnet, for det må være i alles interesse at sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling, siger Laurids Rudebeck.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.