dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Få ældre har valgt at bo i nyskabende byggeri i Aarhus
Det kniber med at få udlejet ældreboligerne i Generationernes Hus, hvor børn, unge og ældre skal dele hverdag.
Foto: Christian Lykking, Ritzau Scanpix

Få ældre har valgt at bo i nyskabende byggeri i Aarhus

Tomme ældreboliger i "Generationernes Hus" koster kommunen millioner. Endnu er ingen ældre flyttet i bofællesskab.

AARHUS: Et nyskabende byggeri i den nye havnebydel Aarhus Ø, hvor ældre og handicappede kan bo i tæt fællesskab med unge og børnefamilier, er kommet langsommere fra start end planlagt, hvad de ældre angår. 

Indflytningen i "Generationernes Hus" begyndte i november 2020, og mens samtlige 40 ungdomsboliger og 40 familieboliger er udlejet, gælder det kun 22 af de 100 ældreboliger, 40 af de 100 plejehjemsboliger og 10 af de 24 handicapboliger, viser en oversigt fra kommunen.

Desuden tegner sig et tydeligt mønster for de 22 ældreboliger, som faktisk er udlejet: De er alle såkaldte naboskabsboliger, som ligger side om side med en fælles fordelingsgang. Derimod er der ikke udlejet en eneste bolig i hverken blandede bofællesskaber, hvor fx to ældreboliger, tre ungdomsboliger og to familieboliger deler et opholdsrum og et stort køkken, eller i ældrebofællesskaber for syv ældreboliger.

Ifølge forvaltningen er der flere årsager til den forsinkede indflytning: Vakante stillinger blandt borgerkonsulenter, sygeplejestrejke og især coronakrisen, som i lang tid skærpede besøgsrestriktioner og hæmmede lysten til at flytte til nye steder med nye mennesker.

For at øge interessen vil man nu blandt andet omdøbe ældrebofællesskaberne til tryghedsbofællesskaber og i en forsøgsperiode tilknytte en deltidsansat social vicevært, der kan understøtte skabelsen af fællesskaber. Desuden vil man sætte ind for at udbrede kendskabet til boligerne.

Bekymrede politikere

Den manglende udlejning giver kommunen et tab på 1,2 mio. kr. om måneden, foreløbig 10 mio. kr. i år, skriver Århus Stiftstidende. Det giver panderynker i udvalget for sundhed og omsorg, som nu har bedt om løbende orienteringer om udviklingen.

Rådmand Jette Skive (DF) er dog ikke overrasket over, at det tager tid at få huset fyldt, især på grund af corona og sygeplejestrejke. Hun fremhæver en række initiativer, der skal få flere til at flytte ind.

Generationernes Hus rummer også en daginstitution med 150 pladser, hvoraf 55 nu er besat og resten forventes at blive det gradvist og planmæssigt.

Læs mere om Generationernes Hus her.