
Dette er ikke en beskrivelse af børne- og uddannelsesområdet, men essensen af en tur rundt i min have. Enhver lighed med en tur rundt i det pædagogiske landskab er tilstræbt.
På turen rundt i haven møder jeg æbletræet, der efter haregnav i en barsk vinter for mere end 30 år siden blev flyttet til en sydgavl for at få lidt ekstra lys, varme og omsorg, og som nu trives fint som espaliertræ. Husker hvor ked jeg var af, at mit nyplantede æbletræ var udsat for et sådant barsk overgreb. Skammer mig samtidig ved erindringen om, at jeg fik det lidt bedre, da jeg kiggede på naboernes nyplantede frugttræer og så, at de også var gnaverskamferede.
Omsorg skal der til
Næste møde er den tidligere så smukke, røde rododendron fra min moders have. Den har oplevet først at blive flyttet fra en fynsk villahave til en fynsk rækkehushave, begge steder med god jord og nu til en sydjysk lerjordshave. Lidt forpjusket er den, men omsorg og pleje i form af beskæring, gødning og tilførsel af sur jord skal nok få den til igen at belønne haveejeren med et fint blomsterflor.
Stopper op i køkkenhaven ved hindbærbuskene bragt til min have fra mit barndomshjems køkkenhave. Utrætteligt har de gennem nu over 30 år hver sommer uanset vejret leveret velsmagende bær. Hindbærsmagen bringer hvert år gode erindringer om nogle dejlige lange, lyse sommerferier. I erindringen altid somre med masser af solskin og oplevelser, og det uanset, at sommerferien ikke stod på ferierejser, men indeholdt masser af udfoldelser ved skov og strand i barndomslandets nærområde. Under hindbærbuskene trives og storblomster hvert forår de gule kodrivere, jeg engang fra en kalkrig sydvendt vestfynsk markvold flyttede til min have i det jyske. Også de fynske vilde hvide syrener står i fuldt flor. Fantastisk tilpasningsevne uanset den barske omflytning.
Refugium
Passerer forbi to æbletræer, der sammen med en hængekøje og en stråhat er en gave fra gode kolleger, engang jeg fyldte rundt. Husker hvordan kollegerne i gule vejmandsjakker lavede afspærringer, målte op og plantede træerne, så de passede til hængekøjen. Gad vide om der var bagtanker med netop en hængekøje!
Et af havens mest spændende træer er en gave fra en anden kollega til en anden rund fødselsdag, nemlig mit søjleformede tempeltræ, ginkgo biloba. Bladene er anvendelige som medicin mod svampe- og bakterieinfektioner. Dejligt når gode kolleger viser omsorg og giver gaver, der retter sig mod afslapningsmuligheder, velvære og velbefindende.
Haven er et refugium, som giver mange sanseoplevelser og refleksioner. Modvirker stress og jag og er med til at sætte dagligdagens små og store, gode og dårlige oplevelser i perspektiv. Har for øvrigt lige hørt, at man kan få recept på behandling i sansehaver som middel mod stress og depressioner. Arboretet i Hørsholm har indrettet en sådan sansehave.
Plante smil og plante solskin
På mange måder minder en tur rundt i min have om de ture, jeg løbende foretager rundt til vore institutioner og skoler. Her oplever jeg børn og unge, der har mange forskellige vilkår. Langt de fleste trives og har det vældig godt. Nogle har det mindre godt. Og et meget lille antal kommer med en familiebaggrund præget af mistrivsel og misrøgt. Men i alle tilfælde møder de nogle dedikerede og engagerede voksne, som med smil, omsorg og indsigt hjælper dem til den bedst mulige udvikling og læring. Og forsøger at kompensere for de ødelæggelser, de måtte være blevet udsat for.
Det gode liv
Besøgene i kommunens pædagogiske landskab giver mig anledning til refleksioner over vores arbejde med børn og unge. Hvordan giver vi dem det bedst mulige liv, mens de er i vores varetægt? Hvordan ruster vi dem bedst muligt til de sorger og glæder, de møder på deres vej videre i livet? Hvordan sikrer vi glæde og energi i vores eget arbejdsliv?
Tak for 'gartnerarbejdet' til alle medarbejdere i Børne- og Uddannelsesforvaltningen uanset på hvilken plads indsatsen gøres. Alle er uundværlige og anerkendte gartnere i den store have, som vores forvaltning står for. Vi har meget at være stolte af, men vi har også mange udfordringer. Alle ønskes en god og velfortjent sommerferie.
Kronikken er årets sommerferiehilsen til forvaltningens medarbejdere fra børne- og uddannelsesdirektør Ib Hansen, Kolding
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.