Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) afviser at kende noget til, at Moderaterne skulle have tilbudt Jon Stephensen 1,3 millioner kroner for at opgive sit mandat.
Det siger han til TV 2 News:
- Jeg tænker, at det er et forsmået menneske, som gerne ville have været i politik, og hvis chance nu er blevet forspildt.
Jon Stephensen fortalte torsdag til Ekstra Bladet, at han skulle have fået tilbuddet fra sit nu tidligere parti i 2023.
Tilbuddet skal ifølge Stephensen være fremsat i august 2023.
Her var han på selvvalgt orlov fra Folketinget efter en sag om upassende beskeder sendt til en ung kvinde fra Unge Moderater.
Få dage efter, at Jon Stephensen havde fået tilbuddet, meldte han sig ud af Moderaterne, skrev Ekstra Bladet.
Han er i dag løsgænger i Folketinget.
Jakob Engel-Schmidt siger fredag morgen til TV 2, at han mener, at Jon Stephensen har et "klart hævnmotiv."
Kulturministeren understreger, at han aldrig har talt med Stephensen om emnet.
I juni 2025 kom det frem i Berlingske og i bogen "Nu skal det handle om nogen", at flere kilder berettede om, at Moderaterne havde tilbudt Jon Stephensen penge for at afgive sit mandat til Folketinget.
Dengang ville Stephensen ikke bekræfte, om tilbuddet var blevet fremsat, eller under hvilke omstændigheder det i givet fald skete under.
Kort før sommerferien 2025 kom det også frem i Frihedsbrevet og i bogen "Det koster et mandat", at et andet tidligere folketingsmedlem for Moderaterne - Mike Fonseca, skulle have fået et lignende tilbud.
Mike Fonseca blev smidt ud af Moderaterne, efter at det i 2023 kom frem, at han var kæreste med en 15-årig pige.
Ifølge Frihedsbrevet fik han tilbudt en form for fratrædelsesaftale, som inkluderede 370.000 kroner. Et tilbud som Fonseca sagde nej til.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















