Ugen blev blæst i gang med overblik over stormen Maliks skader i form af væltede træer og stigende vandhøjde i fjordene, og de fleste steder, kunne man heldigvis konstatere, at stormvarslerne var en smule overdrevne. Mens nogle ryddede op efter stormen, kiggede andre fortsat efter en fremtidig placering af atomaffald fra Forskningscenter Risø, og De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS) har undersøgelser af undergrunden 11 steder i landet, der er mere eller mindre egnede, og som kan studeres, mens man venter på, om nogle kommuner melder sig frivilligt til at huse atomaffaldet.
Den officielle store åbningsdag med afblæsning af coronarestriktionerne tirsdag den 1. februar skete samtidig med, at epidemien toppede, selvom mange i landets institutioner og plejecentre endnu ikke oplevede det sådan. Med de bortfaldne restriktioner var det også slut med at holde online byrådsmøder, hvad stadig godt kan give nogle udfordringer ude i kommunerne.
Udfordrende for kommunerne er det også, når borgere sendes hurtigt hjem fra de trængte hospitaler, og ansvaret lander mellem kommunen og den praktiserende læge. Det vil Region Hovedstaden imødegå med en aftale med 29 kommuner og Praktiserende Lægers Organisation i hovedstaden, ved at udvide hospitalslægernes behandlingsansvar til 72 timer. I øvrigt kan det bliver lidt af en udfordring at blive transporteret til hospitalet i ambulance, fordi der er et par hundrede ubesatte ambulanceredderstillinger landet over. Det får regioner til at dispensere fra krav om uddannede reddere, så førsteårselever flere steder bruges i bemandingen af ambulance.
At arbejdsmiljøet i kommunale forvaltninger kan være giftigt bekræftes med jævne mellemrum, når der tages fat på at løse problemerne, som når nu Randers Kommune vil have et eksternt firma til at undersøge arbejdsmiljøet i børne- og skoleforvaltningen, og når beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard erkender, at hun må have professionel hjælp for at håndtere sin kritiserede adfærd over for de ansatte.
Kritik kan føre til at selv ministre må gå, og da regeringens støtteparti Enhedslisten torsdag erklærede, at det ikke længere havde tillid til transportminister Benny Engelbrecht (S), fordi tal for CO2-udledning i forbindelse med regeringens stort anlagte infrastrukturprojekter ikke var lagt frem, måtte han trække sig. Det førte fredag til en mindre ministerrokade, der blandt andet betød, at forsvarsminister Trine Bramsen skiftede ministerium og overtog efter Engelbrecht i Transportministeriet. At Folketinget stadig er attraktivt for friske politiske kræfter ses, når byrådspolitikere stiler mod tinge, som det sås af bebudede opstillinger fra S, V og LA i tre forskellige kommuner.
Og så må vi ikke glemme kulturen, som også fylder i de fleste kommuner, og denne uge kunne Fredericia Kommune glæde sig over udsigten til at komme på det store lærred, fordi kommunen nu er med i den regionale filmfond Den Vestdanske Filmpulje. I Ringkøbing-Skjern kommune sprang Ringkøbing-Skjern Museum ind for at redde det kuldsejlede oplevelsescenter Naturkraft, som kommunen har investeret mange mio.kr. i. Og endelig så mente en kommunalforsker, at kunstmuseet Arken i Ishøj, der får 32 mio. kr. fra stat og kommune, burde have samme regler som offentlige institutioner, når det gælder habilitet. Museets direktør har på museets vegne købt kunst fra sin søns galleri, og kritikken fører nu til, at Arken vil have nogle habilitetsregler, selvom det ikke er et lovkrav.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.