dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Arken ligger tyve kilometer syd for København i Ishøj. Det er blandt landets mest besøgte museer. (Arkivfoto.)
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Købte kunst af direktørens søn:
Arken skal nu have habilitetsregler

Med stort kommunalt og statsligt tilskud burde Arken have regler som offentlige institutioner, mener kommunalforsker.
3. FEB 2022 10.45

ISHØJ: Kunstmuseet Arkens direktør, Christian Gether, har stået i spidsen for at købe tre kunstværker af sin egen søns galleri. Det skriver Politiken onsdag aften.

Processen omkring købet får kritik af kommunalforsker Roger Buch fra Journalisthøjskolen. Buch ser det som et problem, at der ikke er taget særlige forholdsregler i forbindelse med beslutninger, der har en fordel for Gethers familiemedlemmer.

- For at sikre sig, at der ikke opstår mistanke om inhabilitet eller anden kritik, skal man holde sig væk fra beslutninger, der vedrører ens familiemedlemmer, siger Buch til Politiken.

Prisen kendes ikke

Prisen på værkerne fra sønnen Sophus Gethers galleri, Gether Contemporary, kendes ikke. Sophus Gether meddeler til Politiken, at han har modtaget penge for salget - en andel, som typisk har "været 50 procent, efter at moms og produktion er trukket fra", oplyser han.

Direktøren selv siger til avisen, at han har søgt midler udefra til købet af de tre værker, og at kvaliteten derved også er blevet vurderet af andre.

- Jeg skal købe de bedste værker ind til Arken, og så kan det ikke nytte noget, at en fremragende ung kvindelig kunstner ikke bliver præsenteret, fordi hun tilfældigvis er tilknyttet Gether Contemporary, siger Christian Gether til Politiken.

Habilitetsregler på vej

Både Arken-direktør Christian Gether og bestyrelsesformand Eva Hofman-Bang oplyser, at der vil blive igangsat et arbejde med at lave habilitetsregler.

Arken er ikke en offentlig institution, men Ishøjs borgmester sidder i bestyrelsen, og det statsanerkendte museum for moderne kunst modtager næsten 32 mio. kr. i tilskud fra stat og kommune.

Flere eksperter har oplyst til Politiken, at der ikke er krav om habilitetsregler for statsanerkendte museer. Men Roger Buch mener, at det væsentlige offentlige tilskud burde betyde, at Arken sørger for at leve op til regler, som gælder for offentlige institutioner.

Arken i Ishøj er blandt landets mest besøgte museer.


ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/arken-skal-nu-have-habilitetsregler

GDPR