
KØBENHAVN: Den nye principaftale for Københavns budgetter i 2024 og 2025 er et udtryk for "rådhuslege" fra et Socialdemokratiet, der "måske er lidt presset for tiden". Det siger Enhedslistens spydspids i København, teknik- og miljøborgmester Line Barfod.
Kun Enhedslisten, der ellers er Københavns Rådhus' største parti, samt Alternativet er ikke med i aftalen, der blev indgået tirsdag middag.
- Det (rådhuslege, red.) er det lidt et udtryk for, når man laver sådan en aftale, som det, de gør her, bag lukkede døre. Det var det samme, de gjorde med Lynetteholm, siger Line Barfod.
- Det synes jeg er underligt. At de vælger at gøre Lynetteholm til det afgørende spørgsmål på rådhuset, når størstedelen af københavnerne er imod Lynetteholm, siger hun videre.
Atypisk
Principaftalen tirsdag er atypisk, da der normalt først forhandles budgetaftaler om tre måneder. Og normalt kun for et år ad gangen.
Men de syv partier bag aftalen, Socialdemokratiet, De Konservative, SF, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, har nu givet håndslag på, at de skal lave de næste to års budgetaftaler. De samme syv partier står også bag aftalen om den kunstige ø Lynetteholm, hvor der skal opføres tusindvis af boliger.
- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt i forhold til københavnerne, og det valg, som vi havde, hvor københavnerne meget klart stemte på, at de vil have en rød-grøn politik - at man så vælger at gå den modsatte vej og lave en betonpolitik i stedet.
Ved budgetaftalen for 2023, der blev indgået sidste år, var det Socialdemokratiet og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, der blev holdt ude for døren, mens Enhedslisten stod i spidsen for forhandlingerne.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.