dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Efterslæb fordoblet efter SKAT overtog

Trods adskillige lovændringer og handleplaner er kommunernes udestående hos SKAT nærmest fordoblet siden 2005
18. APR 2012 7.00

Af Kim Rosenkilde Nielsen, kim@kommunen.dk

Siden SKAT i 2005 overtog opgaven med at inddrive borgernes gæld til det offentlige, er den ubetalte gæld til kommunerne eksploderet. Ved udgangen af 2006 havde SKAT gæld for 4,5 mia. kr., der skulle inddrives for kommunerne.

Det beløb var ifølge en opgørelse fra SKAT ved udgangen af 2011 vokset med 83 pct.  til 8,5 mia. kr.

Tallene fra 2005 er ikke direkte sammenlignelige med de senere år, men her lå niveauet helt nede på 3 mia. kr. Der er med andre ord sket omkring en fordobling i restancerne til inddrivelse, siden SKAT overtog opgaven.

Den største stigning har man måttet konstatere i Glostrup Kommune, som nu har næsten et fem gange så stort beløb til inddrivelse hos SKAT sammenlignet med 2006.

- Den store stigning skal ses i lyset af, at vi havde en yderst effektiv inddrivelse inden SKAT overtog opgaven, siger Glostrups borgmester, John Engelhardt (V), til avisen Kommunen.

SKAT svigter
En del af årsagen til, at et stigende antal borgere ikke har kunnet betale deres gæld, hænger ifølge ham sammen med den økonomiske krise. Men det er langt fra hele forklaringen.

- Jeg er ikke særligt imponeret over SKATs evne til at inddrive. Vores incitament og dygtighed til at inddrive og vores lokalkendskab gav simpelthen et bedre resultat, siger John Engelhardt.

Det var den tidligere regering, der besluttede at samle opgaven med inddrivelse hos SKAT. Og i Venstre mener man fortsat, at det var den rigtige løsning. Partiets skatteordfører er heller ikke overrasket og væksten i restancerne.

- Vi vidste jo godt, at tallene var stigende. Men det er ikke overraskende for der er en naturlig sammenhæng mellem, at konjunkturerne går i stå, og at flere får svært ved at betale, siger Torsten Schack Pedersen til avisen Kommunen.
Socialdemokraterne peger på, at stigningen var i gang før krisen og mener, at den tidligere regering bare lod stå til.

Foto: Colourbox

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/efterslaeb-fordoblet-efter-skat-overtog

GDPR